Livets Bog, bind 1
Fjerde afdeling. Væsener der delvis er tilhængere af den gamle og ny verdensimpuls. "Religiøs hjemve"
128. Fjerde afdeling. Da anden kategoris område grænser op til området for den gamle verdensimpuls, vil vi indenfor nævnte kategori også møde en type væsener, der ikke er helt færdige med nævnte impuls, men delvis endnu tror på dogmer, delvis tror på en fornyelse af det gamle og har tendenser til at reformere de bestående statsreligioner eller autoriserede kirkelige foranstaltninger. De er i mange tilfælde væsener, der kan modtage meget af den ny verdensimpuls, men alligevel med et vist forbehold eller med en vis skepsis. Disse væsener kan endnu i visse tilfælde repræsentere en meget stor forkærlighed for de gamle traditioner og overleveringer og kommer derfor til at svinge stærkt mellem det gamle og det nye, får perioder, hvor de er meget kirkeligt indstillet, og perioder, hvor de er stærkt indstillet på de nye idéer og idealer, som de undertiden har tendens til at gøre til nye dogmer. På grund af deres åndelige hjemsted i grænseterritoriet mellem det gamle og det nye og de deraf opståede svingninger i deres bevidsthedsliv kan de undertiden komme ind i ret svære sjælelige kriser, en art "religiøs hjemve". Det er undertiden med et væsens børnelærdom som med dets barndomsegn, den har mindernes gyldne glorie over sig. Og på samme måde som denne glorie lader barndomsegnen stråle i et lys, overfor hvilket eventuelt langt rigere og skønnere egne synes øde og golde, således kan samme glorie også lade børnelærdommen fremtræde i en glans, overfor hvilken nye idealer og langt større lærdomme kan synes fattige og triste. Men ligesom livet og udviklingen fordrer, at afkommet, når det er modent dertil, må bort fra reden, således kan de nævnte realiteter også undertiden fordre, at individet må bort fra børnelærdommen, bort fra forældede traditioner, overtro og dogmer, for at nye idealer og renere former for tilværelse kan få indpas i dets bevidsthed og et nyt og bedre samfund derved opstå. Anden kategoris fjerde afdeling udgøres altså af væsener, der delvis er vokset ud over de gamle trosformer eller den gamle verdensimpuls og derfor delvis er søgende. Den ny verdensimpuls vil derfor hos samtlige væsener ikke møde nogen særlig modstand, men vil endog i mange tilfælde møde megen sympatisk interesse.