Livets Bog, bind 1
Intuitionsfunktionen til fordel for genkendelsesevnen og til fordel for skabeevnen
205. Selv om intuitionsfunktionen hos det fremskredne jordmenneske endnu kun er momentvis og udenfor dets viljekontrol, spiller nævnte funktion allerede en synlig rolle i det pågældende væsens daglige bevidsthedsliv og sætter sit præg på dets manifestationer.
      Som før nævnt oplever jordmennesket ikke selve intuitionsfunktionen, men kun dens resultater. Disse kan fremtræde dels som ufejlbarlig "øjeblikkelig viden" og udgør da en ubevidst udnyttelse af individets allerhøjeste ånds- eller erindringsmateriale til fordel for genkendelsesevnen, og dels som færdige idématerialer til helt nye tankebilledformationer og disses videre transformation til tyngdeenergien eller den fysiske materie, og bliver da udgørende en intuitionsudnyttelse af individets allerhøjeste ånds- eller erindringsmateriale til fordel for dets skabeevne.