Stk.:  (1-288)      
      Avanceret søgning
   
Eksempler på fysiske bevægelsers eller manifestationers uvirkelighed. Den fysiske verdens eller tidens og rummets grænse. Et "noget" der "oplever" trods tidens og rummets grænse
235. Hvis vi sidder i et jernbanetog, der bevæger sig fremad, og der side om side med dette løber et andet tog i samme retning, men med en noget stærkere fart end det tog, vi selv befinder os i, da vil det se ud for os, som om vort eget tog gik nøjagtig i modsat retning end den, i hvilken det i virkeligheden befinder sig, forudsat at vi passer på ikke at koncentrere vort syn på andet end det paralleltløbende tog. Hvis disse to tog går med samme fart, og det paralleltløbende togs jernbanelinje begynder at svinge ud, således at afstanden mellem denne og vort eget togs linje bliver større og større, og vi ligeledes koncentrerer vort blik på det andet tog, da får vi opfattelsen af en bevægelse, der går nøjagtig på tværs af den virkelige bevægelse, vi befinder os i. Hvis den fremmede linje hæver sig, således at den efterhånden bliver højere end vor egen linje, får vi opfattelsen af, at det tog, vi befinder os i, synker lodret nedad, og den modsatte opfattelse, hvis den førstnævnte linje sænker sig, men naturligvis forudsat, at vi stadig kun er koncentreret på det med vort tog sideløbende tog. Vi har således her i dette eksempel vist fire forskellige bevægelser, der ikke var virkelige fakta. Det virkelige faktum var jo, at vi hverken bevægede os tilbage, på tværs, ned eller op, men derimod kun i retning fremad. Og disse oplevelser af fremmede bevægelser var således i virkeligheden kun udtryk for forholdet mellem vort eget togs egenbevægelse og det fremmede togs egenbevægelse. Men vi kan føre problemet endnu videre. Vi kører f.eks. i et eksprestog med 100 kilometers fart mod vest. Men samtidig drejer jordkloden sig med en mange gange så stærk fart mod øst, og vor jernbanefart mod vest bliver således i virkeligheden ikke en fart mod vest, men en fart mod øst. Men da jordkloden jo ikke udgør noget fast punkt, men hviler i solsystemet, og dette hviler i mælkevejssystemet, og dette igen bæres af andre systemer og således fremdeles, og de alle er i bevægelse, er i større og større fart, repræsenterende retninger mod alle verdenshjørner, bliver vort begreb om retningen mod øst således heller ikke udtryk for et virkeligt faktum, men derimod kun udtryk for et forhold mellem to af os kendte former for egenbevægelse. Vi er således her kommet til en bevidsthedszone, hvor der ikke findes noget virkeligt øst eller noget virkeligt vest, syd eller nord. Men da en sådan zone ikke kan være fysisk, idet den absolut kun kan opleves i tanken, og denne oplevelsesform jo er af åndelig natur, og nævnte zone derfor også må være af åndelig natur, er vi her kommet til den fysiske verdens grænse og står således på tærskelen til den åndelige verden. På samme måde, som vi i det førnævnte eksempel så, at det med vort tog sideløbende tog neutraliserede vor opfattelse af den bevægelse, vi virkelig befandt os i, og var i stand til at give os bevægelsesretninger frem og tilbage, op og ned, som i virkeligheden ikke var fakta, således er alle vore omgivelsers bevægelser bestemmende for alle vore fysiske eller materielle indtryk eller oplevelser. Disse vil således alle være illusoriske overfor vor absolutte tilværelse, på samme måde som det i eksemplet førnævnte med vort tog paralleltløbende togs påvirkning var illusorisk overfor den virkelige retning, vi befandt os i, og denne igen var illusorisk overfor de store bevægelser, vi i kraft af vor tilknytning til solsystemerne befinder os i og således fortsættende. Et hvilket som helst materielt indtryk eller en fysisk opfattelse og manifestation, ja selv klode- og mælkevejssystemerne vil være at neutralisere tilbage til en tilstand, der bliver at betegne som lig "intet". Men når disse realiteter således kan sanses som lig "intet", bliver dette "intet" jo udtryk for den fysiske verdens eller rummets grænse, thi der, hvor noget bliver til "intet", der er dets grænse. Men samtidig med, at vi således er kommet til zonen for alle materielle detaljers eller rummets ophør, er vi også kommet til tidens grænse, thi tid er kun udtryk for materielle tings eksistenstid, og da disse jo her er ophørt, kan der ingen eksistenstid skabes. Men når vi således er kommet til tidens og rummets grænse, er vi vel også kommet til livets ophør? – Ja, for såvidt at vi kun var i stand til at opleve med det fysiske legeme, hvilket vil sige, vi kun var i stand til at opleve de rent fysiske fornemmelsesoplevelser, der jo udelukkende er identiske med reaktionerne af de materielle detaljers indvirkning på vort fysiske legeme, da ville "døden" være en virkelig kendsgerning, eftersom alle fysiske detaljer jo her fremtræder som "intet", hvilket vil sige, at de ikke eksisterer. Og når de ikke eksisterer, kan det fysiske legeme eller reaktionerne i dette absolut heller ikke eksistere. Og vor identitet ville således her opløse sig i et absolut "intet", men dette er jo det modsatte af, hvad der er en kendsgerning, thi der er jo "noget", der oplever dette "intet". Det bliver således en kendsgerning, at der her i denne zone, hvor de fysiske realiteter fremtræder som lig "intet", eksisterer et "noget", der stadigt kan "opleve". Det nævnte "intet" betyder således ikke livets ophør, men derimod ophøret for livet i den fysiske verden. Det betyder grænseområdet af, hvad der kan opleves med det fysiske legeme.


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.