236. Der eksisterer altså en grænse for det fysiske legemes rækkevidde. Og alt eftersom man når ud til denne grænse, giver dette sig til kende ved, at den fysiske tilværelses detaljer mere og mere viser sig at være lig "intet", hvilket altså vil være i kraft af det fysiske legemes svigtende brugbarhed. Men dette skyldes jo netop den omstændighed, at vi her som før nævnt mere og mere befinder os på den fysiske verdens yderste grænse, på tærskelen til en anden verden, hvilket igen vil sige en anden form for tilværelse. Da denne form for tilværelse som før nævnt ikke kan være fysisk, vil den jo være at udtrykke som åndelig. Denne åndelige tilværelse opleves altså under en helt anden tilstand eller sansedimension end den fysiske og kan absolut kun opleves med åndelige legemer. Det fysiske legeme er kun bygget som et redskab for en bevidsthedskoncentration, der består af tiden og rummet, og er således absolut ubrugbart for en bevidsthedsform, hvis dimension ligger udenfor de nævnte to realiteter. Ligesom fiskens legeme er bygget til befordring af et liv i vandet, og fuglens til et liv i luften, således er også det fysiske legeme bygget til at befordre et liv i tiden og rummet. Og ligesom grænsen for fiskens bevægelsesområde er vandet, således er tiden og rummet også grænsen for det væsens bevidsthedsliv, der endnu kun kan sanse i kraft af det fysiske legeme.