307. Det "forfærdelige" eller "hårde" i de levende væseners lidelser kan ikke tilskrives Forsynet, men udelukkende disse væsener selv. Deres lidelser eksisterer jo kun på basis af deres anvendelse af selvvalgte forkerte skæbneenergier. At de i et sådant tilfælde ikke kan opleve det samme resultat, som hvis de havde anvendt de rigtige energier, kan ikke i noget som helst tilfælde være udtryk for ukærlighed fra naturens eller Forsynets side, tværtimod, det kan netop kun udtrykke den allerhøjeste absolutte orden og lovmæssighed i verdensaltets struktur, en lovmæssighed, der igen bliver grundlaget for al skabelse af intellektualitet hos de levende væsener, en lovmæssighed, på hvilken al udvikling dermed udelukkende er baseret, en lovmæssighed, der gør det muligt for det levende væsen at hæve sig til højere og højere eller fuldkomnere tilværelsesplaner, mod større og større lykke og lys.
      Verdensaltets lovmæssighed eller struktur er således i allerhøjeste grad baseret på kærlighed. At de levende væsener får lov til at opleve, hvorledes de forskellige energier eller stoffer reagerer eller virker, når de sætter dem i forkerte kombinationer, kan jo kun være ligeså guddommeligt som deres oplevelse af de samme materiers reaktioner i de rigtige sammensætninger. At de rigtige sammensætninger skaber kærlighed, guddommelig harmoni eller fuldkommen skabelse, og de forkerte det modsatte, kan jo kun give det levende væsen en hundrede procents frihed i skabelsen af enhver detalje i sin skæbne.
      Det guddommelige "noget" eller jeget bag organismen står således, som vi i specialanalyserne senere i "Livets Bog" skal se, absolut frit overfor alle energier eller stoffer i tilværelsen. En hvilken som helst energi lystrer dets mindste bud eller ønske. Og det er på dette bud eller ønske, at dets nuværende organisme og bevidsthed, ja, hele dets skæbne er blevet til. Hver en detalje, såvel de mikroskopiske som de mere synlige, i denne skæbne er uomstødeligt opfyldelsen af forudgående ønsker eller begær med hensyn til valg af skæbneenergier eller stoffer. At de valgte energier eventuelt senere viste sig ikke at kunne harmonere sammen, men skabte en ulykkelig skæbne, kan jo kun give jeget erfaringer. Og da det er udødeligt i sin natur, og derved i virkeligheden kan overleve alle fejltagelser og vælge om igen, kan det, i kraft af disse erfaringer, i fremtiden undgå at vælge de samme forkerte energier. At det således kan tage forkert viser, som før nævnt, en hundrede procents frihed for jeget eller det levende "noget" i væsenerne. Det står frit overfor stofferne og kan således alt efter dets natur, ønsker og begær udtrykke eller præge sin skabelse, sin manifestation og fremtræden i nuancer, der strækker sig fra kulminationen af harmoni til kulminationen af disharmoni. Jeget kan således benytte hvilke stoffer, det vil, i sin skabelse, men det må lære at forstå, at stofferne følger deres mission. De forandrer ikke karakter for at rette på et jegs fejltagelser. Det kan derfor ikke nytte noget at bede til Gud om, at den eller den må blive levende igen, som man eventuelt har myrdet. Et væsen, der er slået ihjel, hvilket vil sige, et væsen hvis organisme, det redskab, igennem hvilket det pågældende jeg overfor sine omgivelser kan udtrykke sig som levende, er blevet ødelagt, kan umuligt få sin førlighed igen gennem den samme organisme. En sådan organisme er jo en kombination af stoffer, hvis samlede reaktion er taget i det pågældende jegs tjeneste. Når en sådan organisme er "myrdet", vil det sige, at der i dens stofkombination er indtrængt en fremmed energi eller et fremmed stof, hvis virkning er ødelæggende for samme stofkombination. At det fremmede stof var en dolk, en revolverkugle eller et giftpulver, forandrer ikke princippet. Det "nye" stof måtte uvægerligt følge sin natur. Dolken måtte blive ved med at være dolk, og revolverkuglen revolverkugle og giftstoffet giftstof. Hvordan skulle det gå til, at det ikke skulle være sådan? Er det ikke netop udtryk for den skønneste orden i tilværelsen, at stofferne således uafvigelig afslører deres virkekraft. Det er altså ikke i dolken, revolverkuglen eller giftstoffet, at "synden" ved det nævnte mord er at finde. Samme mord kan kun være udtryk for det jegs absolutte vilje, der har ført dolken, revolveren eller benyttet giftstoffet. Og hvorfor skulle "stofferne" ikke i dette tilfælde følge deres kald? Ligesom det ville være abnormt at forlange, at en bil pludselig skulle bremse op af sig selv i en faretruende situation og afværge en ulykke, fordi føreren ikke øjnede faren, således vil det også være abnormt at fordre, at dolken, revolverkuglen eller giftstoffet pludselig skulle ophøre med deres normale tilstand i situationer, hvor denne skaber katastrofer.
      En ulykke eller uheldig situation, ligegyldig hvilken, kan aldrig nogen sinde retmæssigt skyldes stofferne. Ulykken vil absolut vise sig at være sket, fordi stofferne uafviseligt har fulgt deres kald. Fejlen, "synden" i en sådan situation ligger urokkeligt hos det jeg eller de jeger, der har benyttet stofferne eller energierne. At de ikke forstod at vælge de rigtige stoffer, og derfor ikke fik skabt den situation, som de ønskede eller havde tilsigtet, men i stedet for oplevede en katastrofe, er absolut ikke en fejl hos stofferne eller energierne. Fejlen ligger derimod udelukkende hos det "noget", der benytter stofferne. Disse virker absolut automatisk og evigt, hver med sin særlige reaktion, og er således kun til som materiale for jegerne og har absolut ingen som helst indflydelse på disse.