Livets Bog, bind 1
Den mørke udstråling. Kontrasternes uundværlighed
35. Medens skabeprincippets virkninger i første halvdel af en spiral har til opgave at udvikle individets begær eller kærlighed til materien, så har det samme princips tendenser i sidste halvdel derimod til opgave at udvikle individets kærlighed til de levende væsener i tilværelsen. Konsekvenserne heraf bliver, at individet i første halvdel med dens tiltagende stimulering af dets begær efter materielle ting faktisk bliver mere og mere knyttet til de skabte ting eller indviklet i materie. Men i samme grad som denne indvikling finder sted, slappes individets kærlighed til de øvrige levende væsener. Og der, hvor denne afslappelse kulminerer, kommer individet til at opleve den højeste fornemmelse af sit jegs adskillelse fra de andre levende væsener i tilværelsen. Denne fornemmelse vil atter være at genkende som identisk med det, vi kalder "individualitetsfølelse". Skabekræfterne i første halvdel af en udviklingsspiral bevirker altså ved sin stimulering af individets begær efter eller koncentration på materien i stedet for på de levende væsener en fornyelse af individualitetsfølelsen, der atter er identisk med "jegfølelsen". Ved denne stadige indstilling på materien i stedet for på de andre "jeger" udviskes følelsen for disse mere og mere til fordel for det pågældende væsens eget jeg. Derved kommer samme individ til i første halvdel af spiralen at fremtræde ikke alene med fortættede eller materiefyldte legemer, men også med en mod kulmination stigende "egenkærlighed" eller et egoistisk umætteligt begær efter at erobre materien fra sine medvæsener, ja endog den materie, af hvilken disse har opbygget deres legemskultur. På denne basis bæres jo den form for oplevelse af liv, som f.eks. besjæler rovdyrene og senere den del af jordmenneskenes bevidsthed, der befordrer kannibalisme eller kødspisning. – Man må naturligvis her forstå, at disse linjer ikke på nogen som helst måde skal udgøre det mindste gran af bebrejdelse eller angreb på nogen, eftersom de nævnte omstændigheder netop på grundlag af skabeprincippets virkninger i første halvdel af spiralen i omfattende udstrækning eksisterer som en livsbetingelse og derfor i tilsvarende grad befordres af væsenernes selvopholdelsesdrift.
      Da en sådan egoistisk tilværelse, hvor individet ganske mangler samfølelse med sine omgivelser og derfor i tilsvarende grad er ude af stand til at tage hensyn til eller ofre sig for sine medvæsener, befordrer alle sådanne tendenser, som vi kender under begreberne: had, misundelse, skinsyge, hensynsløshed, magtbegær, hovmod, selvglæde, praleri osv. og de almengældende konsekvenser heraf uundgåeligt i form af mord, drab, krig, lemlæstelse, sorg og sygdom udgør kulminationen af "ubehag" eller det, vi har lært at kende som "det onde", og dette igen udgør mørket i tilværelsens åndelige verden, har jeg her i Livets Bog kaldt denne side af "det guddommelige skabeprincips" virkninger for "den mørke udstråling".
      Da denne udstråling således har til opgave at stimulere de levende væseners oplevelse af mørket, og derved betinger samtlige væseners udvikling af de evner, uden hvilke en oplevelse af lyset ville være en umulighed, bliver nævnte mørke udstråling eller det såkaldte "onde" i sin højeste kosmiske analyse udgørende en guddommelig velsignelse.
      I denne forbindelse vil det være gavnligt at erindre, at en hvilken som helst form for oplevelse netop udelukkende betinges af en forudgående oplevelse af dens kontrast eller modsætning. Ethvert væsen i tilværelsen vil således være absolut ude af stand til at opleve noget, til hvilket det ikke i forvejen har oplevet modsætningen. Hvorledes skulle vi f.eks. opleve sort, hvis vi ikke havde oplevet hvidt? Hvordan skulle vi være i stand til at erkende lys, hvis vi ikke havde oplevet mørke? Og hvordan skulle vi vide, at noget var behageligt, hvis vi ikke forud havde oplevet noget, der var ubehageligt osv.? Al sansebegavelse og dermed en hvilken som helst form for oplevelse af livet beror således på kontrastforholdene i tilværelsen. Uden disse ville intet liv, ingen bevidsthed være mulig. En altomfattende død, et evigt "intet" ville være det herskende. Men da det netop er en kendsgerning, at verdensaltet ikke udgør en evig død, men et evigt liv, – ikke et "intet", men et "noget", bliver skabeprincippets mørke udstråling som en første uundværlig guddommelig basis for de levende væseners vandring mod lyset en kendsgerning.