423. Men også på anden måde kan solenergien eller ilden i vort eget indre mærkes, nemlig i kraft af den rent fysiske varme. At den ikke kan blive til lysende ild her, skyldes vor fremskredne animalske udvikling, i hvilken den tredje store grundenergi "følelsen" (verdensaltets kulde) jo begynder at holde al fysisk ild stangen, og hvorved den animalske udvikling og den dermed forbundne vågne intellektuelle dagsbevidste fremtræden på det fysiske plan netop bliver mulig.
      Den fysiske varme i de levende væseners organismer gør det således til kendsgerning, at ilden er til stede i de samme organismer, om end den her kun fremtræder i en meget bunden form. Denne varme er analog med selve jordklodens egenvarme eller indre glødende tilstand. Ligesom jordklodens glødende sol- eller ildtilstand er døende, således er også de mest fremskredne animalske væseners kødelige legemers varmetilstand på retur. Nævnte væsener er i virkeligheden i princippet også "døende sole".
      Medens det er forholdsvis let at forstå, at jorden, forud for sin nuværende afkølede fremtræden, har haft en fortid i en glødende og flammende ildtilstand, er det betydeligt vanskeligere for læserne at forstå, at deres nuværende fysiske liv har en lignende fortidig ildtilstandsperiode bag sig. Denne omstændighed bliver ganske selvfølgelig, idet jordmennesket jo ikke erindrer noget som helst af sin nuværende fysiske organismes allerførste begyndelsesperiode. Dets erindringshorisont fra denne inkarnation begynder først at rumme detaljer flere år efter dets fysiske fødsel. Hele overgangsprocessen fra salighedsriget til dets fysiske fødsel foregår jo som en automatfunktion og forekommer således ganske udenfor væsenets dagsbevidsthed. Hvad der foregår i denne periode af dets legemes eller organismes skabelse er derfor udenfor det pågældende væsens egen bevidste kontrol.