Livets Bog, bind 2
Enhver form for sansning eller oplevelse er det samme som et "syn"
496. Da alt "stof" er "lys", bliver al oplevelse det samme som oplevelse af "lys". Men da oplevelse af "lys" er det samme som at "se", bliver al oplevelse eller sansning det samme som et "syn". Men vi er kun vante til at kalde det "syn", når oplevelsen sker gennem øjet. Når den sker igennem ørerne, bliver "lyset" til "lyde". Når den sker igennem næsen, bliver "lyset" til "lugt", medens det bliver til "smag", når den sker igennem tungen, for tilsidst at blive til primitiv fornemmelse eller "følelse", når den sker igennem vor organismes direkte berøring med de fremmede energier eller "stoffer". Alle disse former for sansning er kun forskellige variationer af den samme ting. De udløses i princip på nøjagtig samme basis, hvilket vil sige på jegets energiers berøring med de fremmede energier. Det samme gør sig gældende, når oplevelsen sker igennem endnu højere sanser end de fysiske. Da kalder vi den hverken "lugt", "smag" eller "hørelse". Dog hænder det ofte, at denne form for oplevelse kaldes "syn", men så er det i reglen i symbolsk opfattelse, medens den ordinære betegnelse for samme oplevelse er "sjælelig" eller "åndelig oplevelse". Enhver form for oplevelse, ligesåvel den sjælelige eller åndelige som den fysiske er således identisk med reaktionen af jegets energiers berøring med de fremmede energier.