82. Men da væsenernes tilvante dyriske livsmåde og selvopholdelsesdrift på basis af den gryende lyse udstråling fra "det guddommelige skabeprincip" blev mere og mere stridende mod deres forvandlede sjælstilstand, blev til et større og større "syndefald", begyndte deres kvalifikationer til at befordre eller opfylde den dyriske livsbetingelse at degenerere. Og med denne degeneration opstod deres virkelige lidelser. Jorden var ligesom blevet "forbandet". Og da det forvandlede væsen nu tilstræbte et andet ideal end den dyriske levemåde, var der således blevet disharmoni mellem dyrets manifestationer og det gryende menneskes manifestationer, – der var blevet "fjendskab mellem slangens sæd og kvindens sæd". Og dette "fjendskab" vil til sidst bringe individet til at "knuse slangens hoved" eller til fuldstændig overvindelse af den dyriske bevidsthed i det selv, men derved vil det få "knust sin hæl", hvilket igen vil betyde, at denne overvindelse umuligt kan finde sted uden lidelse og smerte. I form af degeneration får det "knust" sine dyriske evner eller "den fod", der bar det mod dyrerigets tinder eller højeste former for genialitet, mod opfyldelsen af dyrerigets højeste begreber om storhed. Og derfor befinder det jordiske menneske sig allerede "haltende" som dyr betragtet. Det er ikke noget dyr i renkultur, men det er heller ikke et færdigudviklet menneske. – Det er en såret flygtning mellem to riger. Det befinder sig for tiden i et "ingenmandsland". – Det er en hjemløs gudesøn.