299. Men da det samtidig er en kendsgerning, at vi lever midt i alle disse energier, ja, de er endog i stor fylde til stede i vor organisme, i vor tanke, i vort sind, ligesåvel som vi ikke kan manifestere selv det mindste suk uden ved hjælp af energierne udenfor vort legeme, hvorfor så ikke hurtigst mulig begynde studiet af stoffernes reaktion, ikke alene de stoffer, der kan gribes med hænderne og ses med det fysiske øje eller kommer ind under begrebet "fysisk kemi", men derimod også i højeste grad de stoffer, der i ligeså stor fylde er til stede som usynlige, skæbnedannende faktorer i vor bevidstheds eller sjælelivs, vor karakters og begavelses skabelse, ja, i hele stabiliseringen af vor fundamentale lykke eller glæde ved at være til? -
Hvad kan det nytte, at man lærer at være meget omhyggelig eller nøjeregnende med hvilke stoffer, man sammensætter sin føde eller ernæring af, når man handler ganske i blinde og uvidenhed med hensyn til, hvilke stoffer man anvender til materiale for skabelsen af sin mentalitet eller bevidsthedsmæssige fremtræden? -