303. Nu vil man måske indvende, at denne lov ikke synes at være fuldkommen. Når stofferne således i kraft af samme lov hver især har sin særlige reaktionsevne eller energiudløsning, hvorfor kunne disse reaktionsevner så ikke være således, at der aldrig kunne opstå disharmonier, krige, ulykker, lemlæstelser, sygdomme, fattigdom og nedværdigelse? -
      Svaret herpå vil for den fremskredne kosmiske forsker være ganske ligetil. Hvis loven for stoffernes reaktion var således indrettet, var den ingen lov. Og al bevidsthedsdannelse ville dermed være en umulighed. Skabelsen af en hvilken som helst ting fordrer materiale. Dette materiale må igen være af en sådan beskaffenhed, at det muliggør tingens skabelse. Det er ikke lige meget, hvilket materiale der anvendes i tilsigtelsen af et bestemt mål. Man kan ikke sy varmende klæder af jernplader. Og man anvender ikke skarnet til bordpynt, ligesom man ikke spiser sand for at stille sin sult. Når man netop ikke gør dette, skyldes det udelukkende den orden, som loven for stoffernes reaktion afstedkommer.
      Idet denne lov betinger, at ethvert stof udløser sin særlige energi, har sin særlige bestemte egenskab, bliver det muligt at lære denne egenskab at kende. Ved at prøve denne egenskabs berøring med et andet stofs egenskab opstår en reaktion mellem disse to stoffer, som igen viser sig at være en ny egenskab eller energiudløsning, hvis forhold til andre stoffer atter kan prøves og således fremdeles. På denne måde opstår der det, vi kalder "viden". Al kundskab er således i virkeligheden i sin højeste analyse kun en viden om stofreaktioner, ganske ligegyldigt om det er præstens tale i kirken, eller det er den forelskedes stille længsel.
      Men hvis nu loven for stoffernes reaktioner ikke betingede ethvert stofs eller enhver stofkombinations særlige reaktionsevnes ubønhørlige uforanderlighed, men tillod en foranderlighed, således at saltsyre t. eks. til tider virkede som drikkevand, og drikkevand til tider virkede som saltsyre, eller hvis alle de øvrige stoffer i tilværelsen skiftede karakter, ville det jo være umuligt at omgås disse stoffer. Der ville umuligt kunne opstå faste regler for skabelse. Den kombination af stoffer, der i et tilfælde måske havde reddet ens liv, ville i næste tilfælde i nøjagtig samme situation og efter nøjagtig samme recept måske være absolut dødbringende. Hvorledes skulle det blive muligt at skabe absolut pålidelige recepter, pålidelige anvisninger på dette eller hint? - Ja, der ville jo slet ikke kunne gives læresætninger for noget som helst. Alt ville være afhængigt af denne stoffernes upålidelighed eller ganske umotiverede foranderlighed.
      Men takket være loven for stoffernes reaktion er der ingen ting i verden, der er mere pålideligt end selve stoffernes reaktion eller uforanderlighed.
      Her vil nogle måske mene, at man udmærket kan forandre et stofs reaktion. Men hvordan skal dette dog gå til? - Et hvilket som helst stofs forvandling lader sig umuligt manifestere uden ved tilførsel af ny energi eller fremmed stof. Og så er dets oprindelige form jo dermed ophørt at eksistere. Det er blevet et helt andet stof og må derfor også straks reagere anderledes, og bliver dermed en ny stadfæstelse af stoflovens ubønhørlighed som kendsgerning.
      At det skyldes denne ubønhørlighed, at det jordiske tilværelsesplan er så fuldt af lidelser, sorger og ulykker, nød og elendighed, mentalt kaos og håbløshed, stempler således absolut ikke på nogen måde stofloven som ufuldkommen, men gør det i virkeligheden i højeste grad til kendsgerning, at den er absolut fuldkommen. Den ufuldkommenhed, der ligger til grund for den nævnte elendighed eller misere, er således ikke at søge i loven for stoffernes reaktion, men er derimod at finde hos det "noget", der benytter stofferne i skabelsen af sin tilværelse.