306. Nu vil enkelte måske mene, at det er nogle mærkelige analyser, vi her er kommet ind på, men herpå må svaret blive, at alle tænkte modsætninger til naturen eller virkeligheden altid vil være mærkelige. Når de ikke desto mindre er stærkt påkrævede her, er det fordi, det er en kendsgerning, at flertallet af jordens mennesker, ubevidst naturligvis, faktisk forlanger, at stofferne ikke skal følge deres evige bestemmelse, men derimod ophøre med deres normale reaktioner i situationer, hvor disse ikke direkte er i de nævnte menneskers favør. Dette kommer til udtryk gennem en hvilken som helst form for kritik, der går imod den store kosmiske analyse: "Alt er såre godt". Enhver intolerant kritik imod livet, imod naturen eller Forsynet, er altså udtryk for et absolut ukendskab til stoflovens umådelige fuldkommenhed. Når et menneske giver Forsynet, der jo også omfatter medvæsenerne, skylden for sin ulykkelige skæbne, sine lidelser og besværligheder, udtrykker dette kun kulminationen af naivitet. Det forstår slet ikke, at det i virkeligheden selv har valgt de stoffer eller energier, af hvis samlede reaktioner dets nuværende skæbne er et resultat. At dette resultat ikke er blevet således, som det pågældende væsen har ønsket sig, er ikke en fejl hos naturen eller Forsynet, men skyldes derimod udelukkende væsenet selv. Det har ikke forstået at vælge den energi- eller stofsammensætning, hvis samlede reaktion var identisk med det resultat eller den skæbne, nævnte væsen ønskede sig. Men når det ikke har valgt de rigtige stoffer, kan det ikke være en fejl hos naturen eller Forsynet, at det ikke opnår det ønskede resultat, men i stedet må opleve den reaktion, som uundgåeligt må blive en følge af de forkerte stoffers sammensætning. At forlange noget andet, at være indigneret eller ulykkelig over denne sin oplevelse eller skæbne, er i virkeligheden det samme som at være ulykkelig over, at de fremmede eller forkerte energier ikke gav den samme reaktion, ikke gav det samme resultat, som de ordinære energier. Men således at forlange det umulige mulig er jo en abnormitet, og ophører ikke med at være dette, selv om individet er uvidende om denne sin situations virkelige analyse. Peber bliver ikke til sukker, fordi man ved en fejltagelse kommer det i et glas saftevand i den tro, at det netop er sukker. At saftevandet derved bliver udrikkeligt, er ikke en fejl hos Forsynet, men er naturligvis en fejl hos den, der har sat de to stofarter (saftevandet og peberet) sammen. Den, der indigneres over saftevandets fordærv, indigneres faktisk over, at peberet ikke pludselig blev til sukker, hvorved saftevandet kunne være blevet af den ønskede virkning.
      Medens de fleste mennesker i dette sidstnævnte eksempel naturligvis let kan se, at fejlen ligger hos individet og ikke i selve peberets natur, kan kun de færreste forstå, at fejlen på samme måde ligger hos dem selv, når det drejer sig om skavankerne i deres skæbne, deres daglige liv og forhold til medvæsenerne og omgivelserne. Her forstår jordmenneskene ikke, at "peber" er "peber", og "sukker" er "sukker", og at man ikke skal vente sig, at disse eller andre stoffer straks bliver noget andet i situationer, hvor det ville passe bedre i vort favør, og at det derfor er ligeså nødvendigt at anvende de absolut rigtige stoffer i sammensætningen af vore sjælelige foreteelser, som det er nødvendigt i vore fysiske.
      Når man derfor hører sådanne udtryk som: "Det er forfærdeligt, at de mennesker skal rammes så hårdt", "det er forfærdeligt, at han (hun) skal lide sådan" e.l., så er disse opfattelser udtryk for total uvidenhed. De røber en direkte kritik af Forsynet, naturen eller den altomfattende intellektuelle og dermed kærlige magt, der repræsenteres gennem stoflovens absolutte ubønhørlighed.
      Men disse udtryk har dog et vist lysende skær over sig, idet de jo samtidig mere eller mindre er udtryk for medlidenhed overfor dem, der lider, og opfylder således i en tilsvarende grad loven for tilværelse: Du skal elske din næste som dig selv.