313. Vi er således her på jegets allerhøjeste udsigtspunkt, hvor alt, hvad der ellers er til eller kendes i verden, alt hvad der kommer ind under begrebet "X3", ligger under os. På vort jegs højeste stadium er der ingen tid, men et evigt værende "nu". Fortid og fremtid er produkter, der hører ind under jegets frembringelser ligesåvel som rum- og stedbetegnelser. Jegets egennatur kan således ikke betegnes som værende et sted henne, thi det er ganske udenfor rummet. Afstande og steder er "skabte" ting i rummet. Men da rummet også hører med til de, af jeget "skabte" ting eller frembringelser, må jeget selv repræsentere en højere form for væren. Da denne væren således ligger udenfor de "skabte" ting, vil den være umanifesteret. Men en umanifesteret tilværelse vil i sig selv være en navnløs tilværelse, thi det er ligegyldigt, hvad man så end ville sige om den, ens udtalelser ville kun kunne være udtryk for "skabte" ting, hvilket vil sige ting indenfor rum og tid, ting der var frembragt af jeget. Hvis vi siger om dette, at det er "ondt" eller "godt", det er "lyst" eller "mørkt", det er "frelst" eller "fortabt", vil alle disse udtryk kun være betegnelser for "skabte" situationer, frembragt af jeget, og kan således ikke være udtryk for virkelige analyser af selve jegets egennatur udenfor tiden og rummet, udenfor former og ting. At det ikke desto mindre eksisterer med en sådan væren, er en kendsgerning, man umulig kan komme udenom, thi i modsat fald skulle det være de "skabte" ting, der har skabt skaberen. Men en sådan opfattelse kan kun være abnorm, da den er stridende mod al logik og modbevist igennem alle livets foreteelser. Man har endnu aldrig set, at skaberen ikke er forud for skabelsen. Årsagen må komme forud for virkningen. At påstå det modsatte kan kun være det samme som at repræsentere "en tænkt modsætning til virkeligheden", det er at påstå, at livet går baglæns. Men en sådan påstand er uden bekræftelse. Man er endnu aldrig blevet vidne til, at kyllingen er gået tilbage i ægget, og ægget tilbage i hønen, ligesom man heller aldrig har set en olding blive yngre og yngre for tilsidst at ende som en baby i vuggen for derfra at gå tilbage i moders liv. Overalt råber og skriger, tordner og lyner, livet det modsatte ud som kendsgerning. Jegets evige væren udenfor tid og rum er en analyse, hele universet kun er til for at bekræfte som kendsgerning.
      Men en sådan evig væren udenfor tid og rum, en sådan navnløs tilværelse betyder jo ingen ting i sig selv. Hvis ikke materien eksisterede, og jeget derigennem indirekte kunne synliggøre sin eksistens og yderligere igen, igennem den, direkte åbenbare sin bevidsthed, sin vilje og intellektuelle standard, afsløre sine ønsker og begær, ville dets evige væren eller dets, fra materien afvigende ophøjede natur, aldrig nogen sinde være overført til tanke, til bevidsthed eller oplevelse. Dets evige guddommelige natur og væren ville blot eksistere som en absolut livløs tilstand. Døden ville overalt være en absolut realitet der, hvor den i dag kun udgør en "tænkt modsætning til livet".