412. Men hvor og hvornår blev disse "livsytringer" gjort til vane- eller ubevidst automatfunktion? - Ja, for det almindelige jordmenneske, såvel den dybt religiøst troende som den materielt forskende videnskabsmand, er det område, i hvilket ovennævnte spørgsmåls besvarelse ligger, et absolut ukendt terræn. Ja, nævnte spørgsmål er end ikke endnu opstået i deres hjerner. De har endnu ikke opdaget deres verdensopfattelses umådelige primitivitet. De sværger begge i naturmenneskeagtig naivitet til "livløsheden" i det kolossalt omfattende, levende arbejdende terræn, der er underlaget og hovedbetingelsen for hele deres jordiske eksistens og oplevelse af livet. De ser vandet fryse til is, og is smelte til vand. De ser vandet fordampe og blive til luft, og luften fortætte sig igen og blive til vand. De ser den samme egenskab i alle andre fysiske materier. Alt kan smelte og fordampe, kan opløse sig i sine forbindelser, og alt kan fortætte sig til faste materier eller stoffer. De ser, at alt er grader i denne proces. Men at denne fortætnings- og opløsningsproces er baseret på materialisations- og dematerialisationsevnen fra "den guddommelige verden" omplantet til vanebevidsthed eller automatfunktion i fysisk materie, ser de ikke. Og herom kan de naturligvis heller ikke vide noget som helst, idet de forlængst har mistet deres vågne, bevidste erindringer om deres ophold og oplevelser i nævnte verden. Den religiøst troende lever derfor lykkeligt videre, tilfreds med forklaringen: "Guds veje er uransagelige", ja, han har endog tilbøjelighed til at mene, at alle materielle foreteelser er af "det onde" og helst må foragtes, hvis man vil gøre sig håb om at opnå den yndest hos Guddommen, der giver adgang til "himlen" eller "paradiset". Og hans henrykkelse eller glæde bliver så meget desto større, eftersom han i sit ukendskab til livet anser sig selv og ligesindede for at være de eneste attråværdige for Guddommen. Andre medvæsener tilhører "det onde". Og dyrene er jo kun til for at være føde for disse "Guddommens udvalgte", ligesom planterne i stor udstrækning kun er til for at skulle pryde deres haver, stuer og vaser. Ja, de betvivles endog undertiden at være levende. Med hensyn til "mineralriget", da er dette for de samme væsener jo en absolut "død" eller "livløs" verden. Den flittige materielle videnskabsmand eller forsker undersøger, vejer og måler her i det uendelige, skaffer et ocean af facitter til veje, men disse udgør kun "tal". Intet har endnu afsløret for ham, at de undersøgte stoffer eller materier er vilje- eller tankemanifestationer omdannet til automatfunktioner i fysisk fremtræden, og at de således er hundrede procents udtryk for bevidsthed eller liv.
      Skønt de nævnte materier afslører love eller planer, der beviser intellektualitet, og denne igen er selve livets eget allerhøjeste eller fornemste kendetegn, har det ingen indflydelse på den rent materielle forsker. Hans viden om "mineralriget" er endnu kun døde tal, der, hvor materielt nyttige disse så end kan være i den rent fysiske tilværelse, dog er absolut intetsigende med hensyn til bevisførelse for stoffets identitet som tanke, bevidsthed eller liv. Den samme forsker docerer derfor i god tro "mineralriget" som en død og livløs verden uden at ane, hvor uvidenskabelig og meningsløs denne dosering i virkeligheden er. Livets absolut sande facit er således i virkeligheden helt undgået hans opfattelse eller erkendelse. Han ser på "mineralrigets" ydre foreteelser, vejer og måler dem uden at fatte eller sanse den bag disse foreteelsers logik absolut nødvendigt eksisterende ånd eller bevidsthed, tanke og vilje. Resultatet af hans forskning af "mineralriget" er fuldstændigt analogt med et væsens iagttagelse af en side skrift af et sprog, det ikke forstår. I en sådan situation kan væsenet jo kun danne sig kundskab om bogstavernes størrelse, figur og antal og ligeledes af antallet af ord og stavelser, kort sagt, det kan tilegne sig en hel del talmæssige facitter, medens det forbliver ganske uvidende om den tanke eller mening, som ophavet til skriften har haft til hensigt at åbenbare igennem den.
      Ligesom væsenet her står ganske blottet for forståelse af denne i skriften udtrykte tanke eller mening, således står den materielle forsker også ganske blottet for den dybere mentale virkelighed, som åbenbares igennem "mineralrigets" funktioner eller udløsninger. Han ser "bogstaverne", "ordene" og "sætningerne", kan rubricere dem, men at de er udtryk for tanke eller mentalitet og således på en måde er udgørende et sprog, ser han ikke og kan derved selvfølgelig ikke komme i kontakt med denne mentalitet, men må blive ved med at nøjes med sine kolde og døde facitter, må blive ved med at betragte "mineralriget" som identisk med "døden", skønt det udgør et ocean af "livsytringer", ja der er end ikke et sted eller punkt så fint, at det kan dækkes med en synålespids, uden at det udgør bevægelse eller forandring og dermed tilsidst for den udviklede forsker vil være et uomstødeligt bevis for dets identitet med livet. Bevægelse kan aldrig i noget som helst tilfælde være udtryk for døden, men vil til alle tider og under alle forhold eller i alle situationer være identisk med materialisation eller dematerialisation, hvilket igen umuligt kan eksistere uden at være identisk med et led i en logisk skabelse og er dermed som en urokkelig kendsgerning identisk med et eller flere levende væseners bevidste eller ubevidste tilkendegivelse af deres tilstedeværelse i universet. "Mineralriget" er således i kraft af alle dets energiarters natur som automatfunktioner identisk med et ocean af jegers begyndende bevidsthedsudtryk for længsel efter en lavere verden, hvilket vil sige efter en kontrast til deres nuværende tilværelse. Da denne nuværende tilværelse er "salighedsvæsenernes" vågne dagsbevidste tilværelse i deres erindringsverden, er det altså herfra, at disse længselsenergier gennem væsenernes underbevidsthed forplanter sig videre til den "ydre verden".