Retfærdighed umulig i en verden, hvor væsenernes verdensopfattelse i sig selv er usandhed
416. Retfærdighed er jo det samme som opfyldelse af livslovene.
Men hvordan kan der være retfærdighed i en verden, hvis menneskehed ikke kender livslovene, men ser "døden" i det ocean af detaljer eller skabelsesprocesser, der ligger udenfor dens evne til at forstå, skønt disse åbenbarer mindst ligeså høj logik eller hensigtsmæssighed som den, der absolut fordres, for at menneskeheden selv kan skabe logisk og fuldkommen. Samme menneskeheds moralske begreber og foreteelser må nødvendigvis derved blive baseret på tilbedelse af uvirkeligheden. Men væsenerne ser det ikke. De ser kun "døden" eller "livløsheden" i alt og frygter derfor denne i realiteten illusoriske tilstand. Hele deres idealisme og moral bliver jo lagt an på at forme en væremåde eller en handel og vandel, der i sig selv skulle være en beskyttelse mod denne "tilintetgørelse" eller "død". Men når menneskehedens handel og vandel således bliver lagt an på at opfylde love og betingelser, som i virkeligheden kun repræsenterer indbildning eller overtro, kan samme opfyldelse jo kun eksistere som en eneste stor skrigende uretfærdighed mod det virkelige verdensbillede og dettes ophav, Forsynet eller Guddommen. Da de levende væsener på en måde er identisk med Guddommen, vil det altså sige, at den jordiske menneskeheds uvidenhed om det virkelige verdensbillede bringer samme menneskehed til at leve i en eneste stor udøvelse af "uretfærdighed" imod sig selv. Det er overfor denne "uretfærdighed", at "dommedagen" kommer som en velgørende befrielse.
Tilbage til forsiden
Forrige