417. "Dommedagen" vil jo i dette tilfælde betyde en tidsperiode, i hvilken der bliver "afsagt dom" over menneskenes handlinger eller væremåde. Denne "domsafsigelse" sker i form af alle de lidelser, som den forkerte opfattelse af verdensbilledet og livslovene og de hermed forbundne fejlagtige manifestationer eller væremåder har ført med sig. "Af skade bliver man klog". Og menneskene bliver igennem lidelserne i deres mange jordliv klogere og klogere og kommer tilsidst til erkendelse af deres egen væremådes disharmoni med de love, der danner grundlaget for fred og harmoni og dermed for lykken i ethvert væsens skæbne. Og med denne erkendelse bliver de kvalificeret til at acceptere "dommedagens" absolutte "dom" over deres hoveder. Men denne "dom" er ikke nogen dødsdom. Den udgør derimod en anden slags "dom", der bringer kærligheden og dermed livet og glæden til at spire frem med overordentlig styrke. Denne "dom" er i virkeligheden det samme som det, der er bebudet eller forjættet menneskeheden under begrebet "den hellige ånd". "Den hellige ånd" er igen det samme som den højeste visdom, hvilket vil sige Guddommens egen absolutte erkendelse af selve livet eller tilværelsen. En højere videnskab end denne eksisterer således ikke. Med "dommedagen" tildeles denne visdom altså menneskene. Denne visdoms indtrængen i hjerne og hjerte og den heraf følgende højintellektualitet er den forjættede "ny himmel". Denne højintellektualitets hundrede procents praktiske kærlighedsudfoldelse omskabt til vanebevidsthed eller automatfunktion i væsenernes væremåde er den lovede "ny jord".