424. Men det er dog efterhånden blevet en kendsgerning ved forskning af andre væseners første legemsperiode eller det stadium af denne, vi kalder fosterstadiet, at dette udgør en serie småstadier, hvor hvert af disse er en ubevidst miniaturegenoplevelse af fortidige livsperioder i spiralen. Da væsenet i fortidige livsperioder i spiralen har fremtrådt under helt andre og langt mindre udviklede livsformer end den, i hvilken det nu åbenbarer sig, er det givet, at det i disse genoplevelser kun kan fremtræde som et karakteristisk udtryk for disse livsperioders særlige tilstand. Et jordmenneske f.eks. er derfor heller ikke i sin fostertilstand i særlig grad udtryk for den jordmenneskelige tilstand, det kommer til at repræsentere efter fødslen, men er derimod i større grad udtryk for disse fortidige livsperioders primitivitet eller lavere tilstande. Det repeterer således under fosterdannelsen blandt andet endog en slags fiskestadium. Men hver af disse fortidstilstandes genoplevelse under fosterdannelsen eksisterer kun en ganske kort periode, må så give plads for en genoplevelse af en endnu højere fortidstilstand og således fremdeles, indtil væsenet når den tilstand, som kan udløse den, der er dets nuværende normale. På dette stadium modnes fosteret til den proces, der hedder "fødslen". Her begynder så den endelige formning eller skabelse af det legeme, som er væsenets retmæssige.
      Men også her kan man spore repetitioner af fortidstilstande. Barndommen og ungdommen er i virkeligheden slet ikke andet end principmæssige genoplevelser af vildmands- eller naturmenneskestadier. Det er en kendsgerning, at menneskene er mere brutale, rå og hensynsløse i barndommen og ungdommen og med større forkærlighed leger "røvere og soldater" i denne alder end i en modnere alder. Dermed er jo ikke sagt, at der ikke findes mange mennesker, der er så fremskredne i udvikling, at de allerede i barnealderen fremtræder som kærlige og sympatiske og med stor afstandtagen fra al brutalitet og hårdhed. Tværtimod, af sådanne findes der heldigvis ikke så få. Disse væsener undgår enhver form for slagsmål eller vold, kort sagt de er i en fremskreden grad udtryk for princippet "at vende den højre kind til, når de bliver slået på den venstre". Men sådanne børn bliver i almindelighed betragtet som svæklinge, som "kujoner", af kammeraterne. Den gængse ånd indenfor børnenes rækker er jo endnu beundringen af magtprincippet. De store stærke drenge, der magtmæssigt kan binde an med alle de andre drenge, er i reglen skolens "helte". Den lille dreng, der flygter for enhver brutalitet eller hellere vil tie og tåle end have ballade, betragtes nærmest som et "fjols". Og er det en stor og kraftigt bygget dreng, der med lethed, magtmæssigt kan hævde sig, men ikke benytter sig heraf, men har den samme indstilling som den nævnte lille dreng, bliver han jo betragtet som et endnu større "fjols", hvis han da ikke ligefrem udtrykkes som en, der er fej eller er "lidt til en side".
      Nu vil man måske spørge, hvorfor ikke alle børnene repeterer de primitive fortidsstadier. Men hertil må svares, at det kun er tilsyneladende, at det ikke er alle børn, der repeterer fortidsstadier. I virkeligheden må alle jordmenneskebørn repetere primitive naturmenneskestadier for at nå frem til deres oprindelige, civiliserede tilstand. Men der er en overordentlig stor forskel i disse repetitioner. De er ikke nær lige voldsomme eller drastiske hos alle individer. Hvor voldsomme eller drastiske disse repetitioner er hos et barn eller ungt menneske vil, som vi senere skal se, være afhængigt af, i hvor høj grad disse er udtryk for det pågældende individs virkelige tilstand, hvilket vil sige, den udviklingsstandard, som vedkommende væsen vil komme til at repræsentere, når det kommer til "skelsår og alder", hvilket i dette tilfælde vil sige ca. trediveårsalderen. Den karaktertilstand, væsenet da indtager, er dets normale standard. Det er den højde i udvikling, det er nået frem til i tidligere liv. Denne højde kan det ikke straks repræsentere ved sin fødsel, men må i det nye liv og legeme gennemløbe alle de underliggende stadier en miniature for at blive fuldt dagsbevidst i denne sin virkelige normale standard.
      Fra trediveårsalderen og frem efter udvikler individet sig derefter videre og føjer således, for hvert enkelt jordliv, et nyt erfaringsfelt eller udviklingsafsnit ind i sin evige livsbane. Dette nye afsnit bliver så i det næste liv genoplevet som en repetition, inden individet i dette når sin trediveårsalder. I det derpå følgende liv igen bliver det også repeteret, men i et endnu mindre format og således fortsættende. For hvert liv, der går, bliver repetitionen således mindre og mindre for tilsidst at blive helt mikroskopisk. Men da der med hvert nyt liv bliver et nyt afsnit at repetere, bliver de forudgående repetitioner dermed rykket længere og længere frem imod barnealderen og fosterstadiet. Når det sidste livs repetition for jordmenneskets vedkommende finder sted sidst i tyverne, må det næstsidste livs repetition jo finde sted noget forud for denne, hvilket altså vil sige ca. midt i tyverne, og det tredjesidste livs repetition ca. først i tyverne, medens det fjerde, femte og de dernæst følgende forudgående livs repetitioner alle må ligge forud for tyveårsalderen og grænser altså helt ned i fosterstadiet, hvor alle repetitioner stammer fra umådelige svundne tidsperioder.
      Vi skal i senere afsnit gøre nærmere rede for dette repetitionsprincip og vise, hvorledes dette ligger til grund for et andet fundamentalt princip, vi her i "Livets Bog" vil lære at kende under begrebet "perspektivprincippet", og på hvilket enhver form for sansning urokkeligt er baseret.