429. Denne ligevægt eksisterer altså ikke i spiralens første riger, ja, der er faktisk den alleryderste form for disharmoni eller uligevægt imellem disse to centrer i hele dyrerigets område.
Denne disharmoni når sit højeste i den væsensform, vi kalder "det jordiske menneske".
At denne disharmoni imellem seksualisme og intellektualitet når sit højeste stadium hos de jordiske mennesker bekræftes indtil overdådighed af begivenhederne ude i verden i dag.
Man kan ikke komme uden om, at det må være stridende imod logik eller sund fornuft, når menneskene dræber og myrder hverandre, nedbryder eller tilintetgør de tekniske vidundere, de i form af fabrikker, bygninger, skoler, hospitaler, broer, jernbaner osv. møjsommeligt og med uhyre bekostninger har bygget op, og i det hele taget iværksætter det helvede, vi kalder krig og lemlæstelse, med tilsvarende forarmning, nedværdigelse og demoralisering.
Hele denne misere er altså en absolut følge af skævheden imellem individernes seksuelle og intellektuelle kræfter.

Symbol nr. 9
Grundenergiernes kombination