Livets Bog, bind 2
Kultiveringen af individets jongleren med "tyngde-" og "følelsesenergien" bringer det i kontakt med Guddommens mentalitet
432. Den lavest bevidsthedsmæssige oplevelse af denne jongleren oplever jeget i dyreriget, hvor dets begyndende beherskelse eller overtagelse af "tyngdeenergiens" ledelse og udnyttelse til eksplosioner i "det dræbende princips" tjeneste, meget ofte på grund af uvidenhed, bliver vendt imod det selv. Dette sker i form af al selvisk optræden. I denne zone kommer individet derfor også til at opleve de største former for ildens eller "tyngdeenergiens" ukultiverede virkninger. I alle situationer, hvor det retter "straf" eller lidelse og forfølgelse imod andre væsener, vil virkningerne sluttelig ramme individet selv. Thi også her må energibølgerne gå i kredsløb og først afslutte ved sit udgangspunkt, hvilket altså vil sige ved sit ophav. Men disse oplevelser giver jo individet erfaringer, og der bliver mere og mere anvendelse for spiralens øvrige grundenergier, hvilket vil sige de intellektuelle energier. Og "tyngdeenergiens" beherskelse ved hjælp af "følelsesenergien" bliver her, i samme grad som disse energier får indpas i bevidstheden, mere og mere kultiveret, hvilket igen vil sige, bliver mere og mere i overensstemmelse med verdensaltets logik eller den plan, der udgør den sluttelige guddommelige bestemmelse med altet, der igen er det samme som væsenernes højeste harmonioplevelse eller kulminationsoplevelse af intellektualitet.
      Denne oplevelse sker, som læserne allerede ved, i spiralens højeste zone: "den guddommelige verden". I denne zone er der også "tyngdeenergi". Selv om denne ganske vist, som billedet viser, her er latent, så er den dog stærk nok til at kunne levere den nødvendige dynamiske kraft til de her forekommende manifestationer. Materierne her er jo ikke af en så fortættet eller forstenet natur som i den fysiske verden, hvilket netop betinger, at væsenerne kan komme til at opleve den størst mulige frigørelse af denne materie, få det størst mulige råde- eller spillerum for sin højeste viden og kunnen og herigennem komme til at opleve sig som værende i kontakt med den mentalitet, der er hundrede procents analog med Guddommens.
Symbol af Martinus
Symbol nr. 9
Grundenergiernes kombination