436. Nærværende problem forstås måske bedre, hvis vi t. eks. tager sådan en analyse, som udgøres af det, vi kalder en "roman". En roman er jo det samme som en livsskildring og bliver derved en slags analyse. Om den er digtet, eller den udgør en virkelighedsskildring forandrer ikke princippet. Igennem en sådan roman får vi en hel række kundskaber om dens personer, steder og tildragelser. Og det har altså været forfatterens hensigt med romanen at give sine læsere et helhedsbillede af de særlige tildragelser eller den skæbneart, som romanen er bygget over.
      I en sådan romans struktur er der gerne en skurk, en helt, nogle bipersoner, af hvilke nogle tangerer helten, andre skurken. Romanen begynder i reglen der, hvor skurken og heltens meriter begynder, og slutter der, hvor helten vinder over skurken og får sin belønning, og skurken får sin straf.
      Men er sådan en analyse matematisk? - Er den et helhedsbillede af selve den kosmiske virkelighed? - Har helten i virkeligheden, kosmisk set, lidt uret og derved gjort sig fortjent til belønning? - Og er det absolut givet, at den straf eller lidelse, skurken nu har fået over sit hoved, er absolut udtryk for retfærdighed? - Nej, absolut ikke. I den kosmiske virkelighed kan, som det senere vil fremgå af "Livets Bog", ingen lide uret og ingen gøre uret. Romanens analyse er således usand fra ende til anden. Den kan kun være udtryk for nogle timelige ydre foreteelser, fremkommet af forudgående virkninger, som romanen ikke giver nogen oplysninger om, ligesom den brat slutter af med heltebelønning og skurkestraf uden at give oplysning om eftervirkningerne af disse foreteelser.
      Da det ikke kan nægtes, at romanbegivenhederne, som udgørende et billede af livet, kun kan eksistere som identisk med virkninger af forudgående energiudløsninger, og at disse ikke kan frakendes at have spillet en rolle i skurkens og heltens indstilling overfor hinanden, ligesom det heller ikke kan bestrides, at heltebelønningen og skurkestraffen må afstedkomme virkninger, der ikke i al almindelighed er egnede til at skabe gensynsglæde eller sympati imellem de to personer, er romanen jo slet ikke færdig.
      Man vil måske påberåbe sig, at skurken og hans hjælpere eller venner alle er dræbte og som følge heraf ikke mere vil kunne være til nogen gene for helten. Men dette bevirker jo kun, at romanen i en endnu større grad kun er en brudstykkeanalyse. Den er ikke nogen kredsløbsanalyse. At slå skurken ihjel er ganske vist en løsning, men det er den simpleste af alle løsninger. Det er den løsning, der kun kan udrinde af primitivitet. Af virkelig intellektualitet kan aldrig i noget tilfælde opstå en sådan løsning. Der findes en anden løsning, som er naturens egen, og som alle tilsidst må bøje sig for, og som derfor er den højeste, nemlig den, der får skurk og helt til at omfavne hinanden i sympati eller kærlighed, og hvorved den højeste guddommelige kontakt er sluttet og kredsløbet fuldendt. Først når denne kærlighed eller sympati har udlevet sig selv imellem skurk og helt, og en total ligegyldighed er blevet dominerende, begynder et nyt kredsløb. Først her er romanen færdig.