437. Men ligesom romanens førstnævnte afslutning ikke var matematisk, således er dens begyndelse heller ikke matematisk, men er i stor udstrækning usandhed. I virkeligheden, kosmisk set, eksisterer der ikke helte. En helt er et væsen, der kan overvinde et andet væsen. Men et væsen, der kan overvinde et andet væsen, er jo dette væsen overlegen. Men at et overlegent væsen kan overvinde et underlegent væsen, kan da ikke være nogen heltegerning. At et flertal overvinder et mindretal, er da ikke særligt flatterende. Helteanalysen er således også kun en timelig foreteelse.
      Men så vil man måske hævde, at hvis et mindretal overvinder et flertal, så er dette mindretals personer da helte. Men her bliver princippet jo det samme. Hvis et mindretal overvinder et flertal, så har de overlegne kræfter jo ikke været repræsenteret i selve personernes antal, men har derimod ligget i helt andre foreteelser, der ikke på nogen som helst måde har været en hindring for mindretallets identitet som overlegen magtgruppe. Og dens sejr er således i realiteten kun en overvindelse af en underlegen magtgruppe ganske uanset antallet. Og som følge heraf vil den, kosmisk set, ikke kunne have krav på nogen som helst helteglorie.
      Så er der endelig spørgsmålet, om skurken nu også er så stor en skurk, som det almindeligt antages. Da enhver højere intellektuel forskning af livet og tilværelsen urokkeligt fører til den analyse, "at ikke en spurv falder til jorden, uden at det er Guds vilje", og at endog "vore hovedhår er talte", ligesom "det, et menneske sår, det skal det høste", vil det således, kosmisk set, være umuligt for noget væsen at opleve noget, det ikke selv har sået eller er det dybeste ophav til.
      Når et menneske derfor bliver genstand for et andet menneskes forfølgelse eller ubehageligheder, er det i virkeligheden kun dets egen "sæd", det er i færd med at "høste". Men når man selv er den første årsag til sine egne lidelser, er man jo i allerhøjeste grad "skurkens" medskyldige. Ja, "skurken" har i virkeligheden været den guddommelige jordbund, i hvilken ens "sæd" har kunnet trives. At dette ikke er så behageligt, i tilfælde, hvor "sæden" er forfølgelse og lidelse, som i tilfælde, hvor "sæden" er glæde og kærlighed, kan ikke lægges "skurken" til last. Dette, ikke at dømme, vil således, alt eftersom virkelig intellektualitet får indpas i jordmenneskenes orienteringsevne, blive en videnskabelig erkendelse. De, der dømmer, kan således kun være væsener, der ikke har nogen højere intellektuel forskning af livet bag sig, ganske uanset hvor stor en position i "timelig" analysering de så end måtte sidde inde med. I det virkelige eller absolutte livs felt er de at henregne til de væsener, om hvem der er sagt, at de "vandrer trygt, der hvor engle ikke tør træde".