439. Med hensyn til den analyse, vi i nærværende afsnit og igennem symbol nr. 9 har fået, da er den at udtrykke som en absolut helhedsanalyse af det problem, den omhandler. Vi har i store træk set alle universets eller altets grundenergier gående op i et sammenspil, der er udgørende et hundrede procents logisk led i en evighedsfortsættelse. Vor analyse er således et evighedsfacit, hvilket vil sige et facit, der aldrig kan blive anderledes. Det er altså ikke et relativt facit, symbol nr. 9 udtrykker, men et fysisk udtryk for den kombination af universets bærende love, der i sin natur aldrig har begyndt og aldrig kan ophøre at eksistere, love, der afviger fra alle andre eksisterende love derved, at de ikke som disse er et resultat af forudgående tænkning, men udgør evige realiteter. De er selve Guddommens vegetabilske, animalske og mineralske struktur. De er det bærende i Guddommens sande legeme og bevidsthed og må alene af denne grund være evige og urokkelige. Hvis de ikke var dette, måtte Guddommen jo være begyndt. Men noget, der har begyndelse, er en timelig ting. Men da en timelig ting kun kan eksistere som en virkning af en forudgående årsag, måtte Guddommen således erkendes som identisk med en virkning af noget forudgående. Men noget, der er en virkning af noget forudgående, er jo en "skabt ting". Og Guddommen måtte således være en "skabt ting". Og denne "skabte ting" måtte afvige fra alle andre "skabte ting" i verden ved at være uden en "skaber". Nævnte "skabte ting" måtte således have skabt sig selv. Men hvordan kunne den det? - Før den var skabt, var den jo ikke til, og når den ikke var til, kunne den umuligt skabe sig selv. Noget, der ikke er til, er lig "intet". Og at have dette "intet" til basis for et verdensbillede eller for verdensaltet kan ikke være et tænkende menneske værdigt. En sådan basis er jo ganske blottet for logik.
      Ikke desto mindre er det denne indstilling, den jordiske videnskab har, ja, endog indtil hundrede procent (om end ubevidst) sålænge, den afviser en guddoms eksistens eller altets identitet som et levende væsen og væsenernes udødelighed. Et verdensbillede, der hviler på en sådan fornægtelse, peger uvægerligt tilbage på et absolut "intet" som sit første facit og er således selve kontrasten til virkeligheden. Det er kulminationen af usandhed eller overtro og er dermed timelig eller forgængelig. Det udgør ikke noget evighedsfacit, er blottet for matematik eller virkelig videnskab.