445. Det ligger i det levende væsens natur, allerede i dets første begyndende spæde tankedannende væsen, at opfatte alle ydre foreteelser eller oplevelser som "livsytringer", hvilket vil sige som levende væseners viljeudtryk eller manifestationer. Naturmenneskene ser således en "ånd" eller "ånder" bag alle foreteelser i naturen. Det opfatter stormen, kulden, varmen, vandenes løb, mørket, lyset, stene, klipper, bjerge, træer, blomster osv. som mystiske levende væseners udtryk. Det samme gælder deres oplevelser af sorger, ulykker og lidelser såvel som al deres lykke. Også her er det, i deres opfattelse, mystiske væsener, der er medbestemmende i deres onde eller gode skæbne.
      Vi ser således, at det primitive menneske, der endnu ikke er nået frem til analyseringsevnens særlige brug, rent "instinktmæssigt", hvilket vil sige rent automatisk, opfatter alt omkring sig som udtryk for liv eller bevidsthed. Men dette udgør jo i princip den samme livsform som den, under hvilken det "kosmisk bevidste" væsen lever. Der er kun den forskel, at det primitive menneske ikke, således som det "kosmisk-bevidste" væsen, har intellektuel analyseringsevne, kan ikke gøre sig de mystiske levende væsener bag de fysiske foreteelser begribelige, ligesom det på grund af den manglende analyseringsevne heller ikke klart kan gøre sig universets eller livets bærende grundlove begribeligt. Kort sagt det må udelukkende leve på sit "instinkt", hvilket vil sige den fra dets oplevelse af den forudgående spirals intellektuelle zone nedarvede "C-viden" eller vanefunktion. Igennem "salighedsriget" er væsenets længsler imod en primitiv zone jo blevet så stærkt gældende, at det helt og holdent i den ny spirals første zoner: "mineralriget", "planteriget" og "dyreriget", er indstillet på at opnå en mættelse af oplevelsen af primitivitet eller kulminationen af alt, hvad der kommer ind under begrebet disharmoni eller dette at være på tværs af loven for tilværelse. Med dette som en indre altbeherskende drivkraft bliver dets legemsskabelse udelukkende præget heraf. Disse legemer bliver således glimrende redskaber for primitivitet og overtrædelse af loven for tilværelse og når sin kulmination i form af rovdyrlegemer.
      Med udgangen af "salighedsriget" har væsenerne jo ingen som helst interesse i den høje intellektualitet, der i så høj grad i "den guddommelige verden" har givet dem mættelsen af harmoni og fuldkommenhed, og der er derfor intet som helst i individets higen ind i den ny spiral, der kan holde dets "kosmiske bevidsthed" i live. I dets første stadier eller zoner i denne ny spiral bliver individets manifestationslegemer derfor heller ikke opbygget som redskaber for "kosmisk bevidsthed", tværtimod, de er umulige redskaber i så henseende. Derimod bliver de de mest glimrende redskaber for en dagsbevidsthedsform, i hvilken individerne efterhånden kun kan gøre sig fysiske oplevelser realistisk begribelige.
      Med skabelsen af denne dagsbevidsthedsform har det levende væsen altså udelukket sig selv - efter eget ønske - fra tilværelsens virkelige intellektualitet eller højeste viden og dermed fra dens absolutte højeste fuldkommenhed og mest strålende harmoni.
      Men "spiralvandringen" eller det, vi her på jorden kalder "udvikling", foregår ikke i spring. Væsenerne kan ikke pludselig springe fra "den guddommelige verdens" harmoni og fuldkommenhed og deres der tilegnede vane til at bo i, eller til at betjene sig af, spiralens mest fuldkomne legemer, til kun at skulle betjene sig af dens mest ufuldkomne eller primitive redskaber for manifestation. Den høje intellektuelle tilværelse er blevet en fundamental vanebevidsthed og kan som følge heraf kun overvindes ved skabelsen af en ny vanebevidsthed. Og denne skabelse kan kun ske ved en ny tilvænning eller træning, der igen er det samme som en permanent gentagelse af de manifestationsformer, der kan udgøre de øvelser, af hvilke det ønskede mesterskab kan blive til. Selve "spiralvandringen" kan således kun befordres i et særligt bestemt tempo. Dette kan, som vi senere skal se, nok undertiden forceres såvel som forsinkes lidt, men den kan aldrig passeres i spring eller pludselige ryk. Den har i det store og hele et meget jævnt harmonisk forløb.
      Disse her nævnte omstændigheder bliver således årsagen til, at vi møder spiralens første levende væsener, der har begyndt at give sig bevidste fysiske udtryk, som væsener, der ikke har andet tilbage af deres tidligere "kosmiske bevidsthed" end dens "C-viden", og denne endda kun fremtrædende i en temmelig fremskreden degenererende form. At den er degenererende er naturligvis en selvfølge, da der, som før nævnt, i individets bevidsthed, grundet på den store mættelse af den himmelske tilstand, ikke er noget som helst begær efter at holde den i live, men snarere en fundamental frastødning imod den til fordel for det store begær, individet i den pågældende del af spiralen har efter den rent primitive fysiske tilværelse eller oplevelse, og hvorved denne sidste livsform nødvendigvis tilsidst må få et altdominerende overtag over individets fremtræden.