452. Men da den fortidige "kosmiske bevidsthed" er døende, hvilket vil sige er i aftagende og har sin latente zone indenfor de udviklingsstadier, hvorpå jordmenneskene befinder sig, er det givet, at samtidig med nævnte bevidstheds aftagen, må den på samme bevidsthed baserede opfattelse af tingene som "livsytringer" også være i aftagende. Og dette er da også, hvad vi bliver vidne til. Vi ser, at væsenerne mere og mere taber troen på guder og forsyn, bliver materialister og når helt ned til en ligefrem benægtelse af alt liv uden for deres egen og dyrenes væsensart. Planter og mineraler, alle naturkræfter, hele den umådelige skabelse, der foregår i og omkring dem, frakender de enhver form for levende ophav, skønt nævnte skabelse er et umådeligt væld af planmæssighed, er en hundrede procents bevisførelse for intellektuel kunnen. Men alt dette er en lukket bog for væsener, der har mistet evnen til at tro og endnu ikke har intellektuelle evner til at gøre sig disse ting til viden.
      Men denne mentale mørketilstand er jo et uundgåeligt led i selve spiralkredsløbets fuldkommenhed, ja, er intet mindre end den totale opfyldelse af det af væsenerne, under deres totale mættelse af harmoni og viden i "den guddommelige verden", urokkeligt nærede ønske. Det er mod denne oplevelse, at alle væsenernes længsels- eller begærkræfter har været mobiliseret. Det er denne oplevelse, der er det store lys for alle væsener, der er blevet mættet til overflod af "den guddommelige verdens" atmosfære. Og dette kommer da også til syne med urokkelig beviskraft igennem alle de såkaldte "hedenske" religioner. Vejen til Valhal eller de hedenske "himmeriger" går ikke igennem dette at "vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre", men derimod igennem dette, flittigt at drage sit sværd af skeden og i størst muligt omfang myrde og dræbe alt, hvad der er på tværs af ens ønskers eller længslers mål. At den "kosmiske bevidsthed" må dø, eller den højere viden om, at "den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd", må udslettes af bevidstheden, for at sådanne tendenser kan blive autoriserede idealer, og de hermed forbundne primitive begær og længsler kan nå kulmination og opfyldelse, er naturligvis en selvfølge. Og det er kulminationen af denne mørkebegærzone, der kommer til syne i enhver krig eller på enhver krigsskueplads, privat såvel som offentlig.