456. Da medlidenhedsevnen således i realiteten er baseret på erindringsbilleder fra fortidige oplevelser, er det klart, at den ikke kan være fuldkommen i den første etape af dens skabelse. Et væsen, i hvem denne evne begynder at udvikles, hvilket altså vil sige, det jordiske menneske, har derfor også en meget uensartet medlidenhedsevne. Et sådant væsen kan i nogle lidelsesfelter føle en næsten altoverskyggende medlidenhed, medens det i andre felter kan åbenbare en barbarisk, dyrisk ufølsomhed eller mental kulde. Men dette er jo ganske selvfølgeligt. Thi de første felter er jo netop situationer, til hvilke væsenet har en overflod af tilsvarende oplevelser bag sig og således har et tilsvarende erindringsmateriale til opbyggelse af det nødvendige "fantasibillede", der er basis for medlidenhedsreaktionen, medens sidstnævnte felter er situationer, til hvilke væsenet ikke har tilsvarende fortidige oplevelser bag sig. Det er da som følge heraf nødsaget til at være blottet for erindringsmateriale til opbyggelse af det "fantasibillede" eller den forestilling, der er basis for medlidenhedsreaktionen. Og denne må derfor nødvendigvis udeblive.