Når medlidenhedsevnen bliver til alkærlighed, indtræder den "kosmiske bevidsthed" atter i dagsbevidstheden, og væsenet bliver "ét med Faderen"
457. Men på de felter, hvor væsenet ikke kan danne sig korrekte "fantasibilleder", der kan det heller ikke komme i kontakt med virkeligheden. Der har det ikke fortidige oplevelser, hvilket vil sige, erfaringer nok. Og der, hvor det ikke har erfaringer nok, der er det mindst vidende og kommer derved nødvendigvis i størst udstrækning til at fejle, hvilket vil sige, udløse handlinger, der er i strid med naturens love eller loven for tilværelse. Dette vil igen ufejlbarligt afføde tilsvarende disharmoni, hvilket vil sige sorg og smerte i væsenets liv eller tilværelse. Men en sådan tilværelsesform giver jo væsenet de manglende erfaringer, hvorved det får det nødvendige erindringsmateriale til opbyggelsen af medlidenhedsevnen og således bliver garderet mod gentagelse af de samme fejltagelser. Derved bliver medlidenhedsevnen mere og mere fuldkommen. Og væsenet kommer tilsidst til at kunne føle medlidenhed i alle livets felter. Og på dette stadium er medlidenhedsevnen blevet identisk med universets evigt førende og styrende kraft, hvorved dens ophav føler sig "et med Faderen". Denne kraft er nemlig identisk med det, vi kalder "kærlighed". Og med dette tankeklimas permanente forekomst i individets væsen indgår den "kosmiske bevidsthed" atter i dagsbevidstheden, og individet fortsætter sin spiralpassage ind igennem de intellektuelle verdener.
Tilbage til forsiden
Forrige