Hvorfor tilskyndelsen til manifestation af de mørke anlæg er større end tilskyndelsen til de lyse anlæg eller humanitet. Er væsenet ikke sig selv, når det befinder sig i hidsigheds- eller raserianfald?
458. Det er denne store idealtilværelse, der er verdensgenløsningens eller de humane religioners store fremtidsmål.
Men som vi før påpegede, er disse humane kræfter eller sympatiske anlæg i det almindelige jordmenneske endnu i sin første spæde begyndelse, medens de brutale drabs- eller ødelæggelseskræfter derimod er millionårig vanebevidsthed i samme væsen.
De humane eller sympatiske kræfter i væsenet er derfor endnu nærmest kun "A-viden", hvilket vil sige teoretisk eller dagsbevidst viden, der i praktisk handling endnu er baseret på rent dagsbevidst viljeudfoldelse.
De er endnu ikke i ret stor udstrækning blevet til selvstændig vanefunktion eller "C-viden", der automatisk udløser sig i de givne situationer, således som tilfældet er med de mørke anlæg, raseri eller hidsighed.
De lyse kræfter må derfor endnu i stor udstrækning eksistere som hjernefunktion eller rent dagsbevidst viljefunktion og er således, som naturlige anlæg betragtet, endnu meget ufærdige.
Der bliver derfor en væsentlig forskel i tilskyndelsen til udfoldelse af de dyriske eller mørke kræfter og i tilskyndelsen til udfoldelsen af de virkelige humane eller menneskelige tendenser eller sympatiske anlæg.
I første tilfælde udløser kræfterne sig automatisk i de givne situationer og bevirker i værste tilfælde, f.eks. i hidsighed eller raserianfald, en fuldstændig lammelse af de intellektuelle eller humane kræfter i væsenet.
Hvis ikke det var således, ville der ikke være noget i verden, der hed "anger" eller "fortrydelse".
Ethvert menneske fortryder som regel sin, i hidsighed manifesterede, ubeherskede udfoldelse og de heraf frembragte virkninger.
Og man siger om et sådant væsen, at det "ikke var sig selv" i denne tilstand.
Men denne opfattelse er ikke rigtig.
Væsenet var sig selv, men blot fremtrædende et øjeblik i sin millionårige, hundrede procents dyriske vanefunktion, altså en tilstand i hvilken det har været "sig selv" igennem umådelige sekler af tid.
Når dets medvæsener ikke desto mindre siger, at det "ikke er sig selv", skyldes det kun den omstændighed, at denne dyriske tilstand ikke er permanent hos væsenet, men at det også har en intelligensmæssig vågen, dagsbevidst, behersket optræden, i hvilken tilstand det netop betragtes af medvæsenerne som værende "sig selv".