462. Ligesom det almindelige fysiske år har sine skiftende årstider, således har det "kosmiske år" også sine.
Og ligesom de fysiske årstider i virkeligheden kun udgør reaktioner af den skiftende sol- og jordkonstellation, således udgør de "kosmiske årstider" også kun reaktioner af skiftende energikonstellationer.
Disse energier kender vi her fra "Livets Bog" som de syv grundenergier.
Og ligesom der bag de fysiske årstiders manifestation ligger en central førende, eller alt liv beherskende, kraft, vi kalder "solen", således ligger der også bag de "kosmiske årstiders" manifestation en, alt kosmisk liv beherskende, kraft.
Denne kraft udløses gennem den syvende grundenergi "moderenergien".
Nævnte energi er således i virkeligheden "solenergien" i den kosmiske tilværelse.
Ligesom solen i den fysiske tilværelse ligger til grund for alle de i dens domæne forekommende fysiske, atmosfæriske forhold eller klimaer, således ligger også "moderenergien" til grund for alle de i dens domæne forekommende tankeatmosfærer eller tankeklimaer, hvilket igen vil sige alle mulige, i samme domæne forekommende, former for bevidsthedsudfoldelse eller levende væseners manifestationer.