467. Når denne udskiftning for det jordiske menneskes vedkommende tilsyneladende bliver så drastisk, så væsenet faktisk ser eller opfatter den som "død" og "undergang" og nærer en sand rædsel for dens indtræden, skyldes dette kun den omstændighed, at samme væsen endnu ikke har fået de centrer eller organer tilstrækkeligt udviklede, igennem hvilke det bliver i stand til at gøre sig dagsbevidst i overbevidstheden eller får "kosmisk bevidsthed".
      Med den "kosmiske bevidstheds" indtræden forsvinder al dødsfrygt eller rædsel for egen undergang ud af individets bevidsthed. Samme individ bliver, med de nævnte organers udvikling, bevidst i sin egen urokkelige evighedstilværelse, ser sig selv som sit eget livs absolutte enevældige hersker og ophav, ser sit eget liv som absolut urørligt, usårbart eller ukrænkeligt. Kun i dets skabelsesprocesser er det underkastet evige love. Men disse udtrykker i deres højeste instans kulminerende kærlighed og betinger eller garanterer alle levende væsener, mikrokosmiske og mellemkosmiske såvel som makrokosmiske, denne deres evige identitet som livets og dødens herre, deres tilværelse i "Guds billede efter hans lignelse", deres identitet som værende "ét med Faderen".