470. Men det almindelige jordiske menneske ser ikke tilværelsen i et sådant lys. Det kan endnu ikke overskue det rent fysiske. Det ser kun det ydre fysiske ved sig selv og omgivelserne og får herved kun et meget mangelfuldt indblik i sin egen såvel som i disse omgivelsers absolutte natur. Det ser ikke tingenes fællesidentitet eller familieskab. Det betragter alle kræfter udenfor dets egen og dyrenes verden som "døde naturkræfter". Hele dette umådelige verdensalt med dets gigantiske kraftcentrer, sole og stjernebyer, planeter og andre himmellegemer er således for det livløse bevægelser, overfor hvilke kun de vegetabilske og animalske kræfter står som accepteret udtryk for liv. I sandhed en overordentlig fremtræden af tilbedelse af døden i stedet for livet. Skulle den millionfoldige hærskare af kloder og himmellegemer, sole og solbyer, de igennem millioner og atter millioner af år lysende og funklende giganter, kun have til øjenvidne den lille skare af væsener, vi kalder "jordmennesker"? - Hvad betyder 2000 millioner sjæle, når de tilsammen ikke udgør en større manifestation af liv, end at det kan rummes på en klode, der i dette umådelige ocean af kræfter fortaber sig som en lille usynlig mikrobe? Kan det være logisk, at universets Herre, hvilket vil sige, alt universets liv, kun sejler rundt i denne gigantåbenbaring på et lille støvfnug? - Er det ikke noget i retning af storhedsvanvid, når "støvfnuggets" beboere tror at udgøre de eneste levende væsener i universet eller verdensaltet? -
      Men denne opfattelse er forståelig og undskyldelig, når man ved, at den "kosmiske bevidstheds" latente zone har sit domæne indenfor jordmenneskehedens mentale område. At man i dette domæne er længst muligt borte fra sansemæssigt kontakt og føling med de allerhøjeste kræfter, må uundgåeligt bringe individets kosmiske evner og anlæg i hvile. At væsenet i denne tilstand må være et i allerhøjeste grad irreligiøst eller materialistisk væsen og befinde sig i spiralens vinter- og natzone og være primitiv eller uintellektuel, kosmisk set, er naturligvis en selvfølge.
      Men ligeså sikkert som spiren til alt vegetabilsk liv om foråret igen begynder at udfolde sig, ligeså sikkert vil også alle væsenets spirer eller anlæg for kosmisk liv og bevidsthed, efter dets vinter- eller materialisttilstand i spiralen, urokkeligt begynde at spire frem igen.