476. Men efterhånden som væsenet skrider fremad i spiralkredsløbet eller udviklingen, bliver det mere og mere dygtiggjort i at kunne klare sig selv, hvilket i dette tilfælde vil sige, at det udvikler sin "individualitet", og dets flokafhængighed degenererer.
      Det er en sådan degenererende flokafhængighed i væsenerne, der ligger til grund for alt, hvad vi kender i form af statsdannelser, nationaliteter, alle former for foreningsdannelse, fagorganisationer, handelsselskaber, religiøse sekter eller trossamfund osv. De er alle baserede på nøjagtigt det samme fundament som det, der ligger til grund for flokdannelsen af ødemarkens vilde ulve. De er sammensluttet for at kunne nyde godt af, eller beskytte sig bag, den overlegne magt og autoritet, som en sammensluttet flertalsaktion giver fremfor et enkeltvæsens fremtræden.
      Så umådeligt stærkt og fundamentalt har dette princip været, at det endnu i en vis udstrækning skaber betingende livszoner (stater), selv om der nu eksisterer mange flokdannelser, der er temmelig skrøbelige, idet de rummer i sig væsener, i hvis medlemskab ofte spores så stor træthed, at de går ud af flokken. Denne udgang af flokken er undertiden så omfattende, at den betyder flokkens undergang. Men væsenerne er endnu ikke så selvstændige, mentalt og fysisk stabiliseret, at de er fri af flokafhængigheden. Og det resulterer da også i, at de før eller senere melder sig ind i nye flokke, hvilket altså vil sige politiske, religiøse eller fagmæssige sammenslutninger eller foreninger.