485.
Alt "stof" i verdensaltet, ligegyldigt hvor og hvorledes det så end måtte forekomme, vil således, som før nævnt, være identisk med sammensluttede levende væsener, være flok- eller blokdannelser.
Enhver sådan flok eller blok vil dermed være fremtrædende som identisk med en livszone for de levende væsener, der udgør "flokkens" eller "blokkens" enheder.
Og de første fundamentale eller bærende "stoffer" i livet eller tilværelsen bliver, som læserne allerede ved, de seks tilværelsesplaner i spiralen.
Hvert sådant tilværelsesplan er jo, i følge nærværende analyser, at betragte som udgørende et "stof".
Om disse seks "stoffer" ved vi allerede,
at de hver især udgør et tilværelsesplan, er en midlertidig livszone for levende væsener.
Men foruden disse seks store grundstoffer bliver der en uendelig variation af højst forskellige stof- eller materiemasser, hvilket vil sige alle de foreteelser vi ellers plejer at udtrykke under begrebet "stof" eller "materie", indenfor hver af spiralens seks store tilværelsesplaner.