490. At denne korrespondance med Forsynet ikke er fuldkommen på det nuværende jordmenneskelige stadium, er kun hvad de "kosmisk fødte" væsener, hvilket vil sige væsener med oplevelsen af "den store fødsel" bag sig, dagligt kan se som kendsgerning, idet de forstår den guddommelige "tale" til jordmenneskene. Og på disse sidstnævnte væseners gensvar til Forsynet får de førstnævnte væsener et særdeles fundamentalt indblik i de samme væseners misforståelse af den guddommelige Faders kærlige henvendelse til dem. De ser, hvorledes de nævnte væseners oplevelse af den guddommelige "tale", der i realiteten er kulminerende kærlighed og dermed samtidig er kulminationen af højintellektualitet, hvilket vil sige harmonisk følelses- og intelligensbetonet bevidsthedsudfoldelse, endnu slet ikke engang opleves som et væsens tale, men som blinde naturkræfters tilfældige spil, som individløs, undertiden altødelæggende dæmonisk magtudfoldelse, som de rædselsslagent kæmper imod eller flygter for. Og der, hvor de endelig er i stand til at se individer bag kræfternes udfoldelse, hvilket vil sige, der, hvor de viser sig som dyrs og menneskers manifestationer, ja, der ser de naturligvis heller ikke den ensomme Alfader bag det hele. Og misforståelsen af den guddommelige kærlighed bliver da også her kulminerende, og disse væseners tilværelseszone bliver den mørkeste i spiralen. Væsenerne i samme zone lever derfor også i en permanent misforståelse af selve livet, tilværelsen og den evige Fader. Der, hvor de møder den kosmiske kærlighed, misforstår de ofte situationen så grusomt, at de flænser og flår den kærtegnende hånd, de lemlæster, skænder og myrder ofte de væsener, der i særlig grad var dele af Faderens lyse åsyn, ligesom de også tit udøver band og tortur mod alle de væsener, der er de eneste, igennem hvilke Faderen kan hjælpe dem.
      Da alt og alle er redskaber i den guddommelige Faders mentalitet eller manifestation, bliver hver en handling, der er begået imod alt og alle det samme som handlinger, der er begået imod Guddommen. De nævnte væsener udøver således, i deres misforståelse eller uvidenhed, direkte tortur, myrderi og lemlæstelsesprocesser i den guddommelige bevidsthed, i hvilken "de leve, røres og ere".
      At sådanne mikrovæsener kun kan leve i en atmosfære af valpladser, sorg og lidelse er naturligvis en selvfølge. Og at de ligeledes umuligt kan komme bort fra en sådan zone, sålænge de selv holder den i live omkring sig, er naturligvis også en selvfølge. Man kan ikke udrydde en ting ved at formere den.