494. Men når vi ser, at noget af det mest hårde eller fortættede stof her på jorden således bliver til "himmelrum", i hvilket de "faste partikler" bliver et rent minimum, bliver noget ganske ubetydeligt, noget rent forsvindende i forhold til "tomrummet" i samme stof, er alt stof således i realiteten "luftformigt", hvilket igen i sin højeste instans er det samme som "åndeligt".
      Men hvis vi nu går den anden vej, hvilket vil sige, at vi med vort "kosmiske syn" bevæger os tilbage ud fra diamantens område, vil vi se, at dens "himmelrums" lysende partikler synes at træde nærmere og nærmere sammen i horisonten bagude. "Tomrummet" imellem "stjernerne" bliver tilsyneladende mindre og mindre. Og da de "lysende punkter" virker længst på vore sanser, bliver det disse "punkter", der tilsidst dominerer vort syn i horisonten. Og jo længere de ligger borte, desto tættere forekommer disse at være, for tilsidst helt at synes sammensmeltede. Disse "sammensmeltede" stjerner eller "faste partikler" danner derved på denne måde i det fjerne tilsyneladende en sammenhængende masse. Det er denne masse, vi kalder "stof". Det før så "tomme" "himmelrum" viser sig nu for sanserne som en "materiel substans".
      Men vi bevæger os videre og passerer nu grænsen for diamantens område, træder ud i vor egen spirals ordinære himmelrum. Og jo mere vi bevæger os ud i dette, desto fjernere bliver det lille mikro-univers, vi lige har forladt, og desto tættere dets indholds partikler eller "lysende stjerner". Ja, for vort her mindre gennemtrængende blik glider de ligefrem ind i en "forstening". Og ved tilbagekomsten til vort jordiske udgangspunkt finder vi atter vor forladte lille gæstezone tilhørende de stenhårde detaljer i vor egen verden, vi plejer at kalde "diamanter". Det før så vældige "himmelrum" (inde i diamanten) er nu kun en detalje i et større univers. Og det, der før var "luftformigt", er blevet til hård sten.