495. Men lyset fra det nævnte "himmelrum" er stadigt bevaret. Det var jo lyspartiklerne, der virkede på sanserne. Det er i virkeligheden kun lyset, der sanses. Stof er kun koncentreret "lys". Men da "lys" igen er det samme som det, vi kalder "farve", bliver ethvert stofs farve det samme som dets overleverede særlige specielle "himmelske lys". Vi er derfor vidne til, at stof også har farve. Da denne fremtræder i syv grundarter, bliver der således syv grundarter for lys. Da disse grundarter i realiteten er den samme ting, set fra forskellig "afstand" fra jegets trin, bliver det også her perspektivprincippet, der ligger til grund for deres forskellige indvirkning på sansesættet. Når nævnte ting viser sig i syv forskellige fremtoninger for sanserne, vil det sige, at vi ser denne i syv forskellige kosmiske afstandsforhold til jegets trin. Det, der ligger længst borte fra jegets trin, har naturligvis den mindste indvirkning på samme jegs sansesæt, medens det, der ligger nærmest, har størst indflydelse på samme. Det er her det samme, der gør sig gældende, som når vi står på en lang ligeløbende vej. Nærmest ved vort stade virker vejen mest på vort sansesæt, medens dens indvirkning tager stærkt af, alt eftersom den når ud i horisontens yderste periferi. Dette viser sig i form af, at den synes bredest, hvor vi står, medens den forekommer at være smallest i horisontens yderste rand. Dens indvirkning på beskuerens fysiske sansesæt viser sig her tydeligt i skalaform.
      At vejen er ligeså bred i vor horisonts periferi som i dens centrum, og at dens horisontale "formindskelse" er en illusion, baseret på perspektivprincippet, ved vel ethvert normalt kulturmenneske. Denne viden er i virkeligheden en slags første form for "kosmisk viden". Nævnte væsen ved derimod ikke, at enhver form for sansning er baseret på samme princip og derfor også sansningen af lyset. Det lys, der er os fjernest i vor kosmiske horisont, virker naturligvis også her svagest på sanserne og forekommer os derfor mindre stærkt end det, der er os nærmest, hvilket sidste lys derfor forekommer os at være langt stærkere end det førstnævnte. Dette giver sig til kende, igennem den fysiske sansning, igennem farveskalaen. Det lys, der i denne, kosmisk set, står os fjernest, skaber en reaktion i vore sanser, vi udtrykker som "rød farve". Lidt nærmere virker lyset tilsvarende lidt stærkere og skaber den reaktion i sanserne, vi kalder "orangefarven". Dernæst kommer i samme rækkefølge de lysreaktioner, vi kalder "gul farve", "grøn farve", "blå farve", "indigo farve" og "violet farve".
      Derefter forekommer der endnu to farver, nemlig "sort" og "hvidt", men kosmisk set er den "sorte" farve kun identisk med alle farverne set i et bestemt perspektiv. Det samme gælder også den "hvide" farve. Ingen "sort" eller "hvid" farve kan eksistere uden at være en kombination af alle de andre farver tilsammen. Den "sorte" og "hvide" farve udgør således i virkeligheden den samme ting. Når den ikke desto mindre forekommer for sansesættet som to diametrale modsætninger, skyldes det, som vi i det følgende skal se, igen perspektivprincippet.