Livets Bog, bind 2
Når "dyret" omskabes til "menneske"
508. Hele det levende væsens tilværelse er således en "kosmisk-kemisk" proces. I spiralens første zoner foregår denne proces automatisk eller som vanefunktion. Først der, hvor væsenet begynder at fremtræde som "dyr" og dagsbevidst viljemæssigt kan handle, begynder dets bevidste kamp med materien, såvel den fysiske som den åndelige. Igennem denne kamp opstår de erfaringer, der efterhånden omskaber "dyret" til "menneske". I denne omskabelse befinder sig det jordiske menneske. Det har derfor i sin bevidsthed eller mentalitet felter, hvor det mere eller mindre er hævet over "dyret", og felter, hvor det endnu står fuldstændigt på "dyrets" stadium. Det er, som vi før har udtrykt i "Livets Bog", udgørende et bastardagtigt overgangsvæsen mellem "dyr" og "menneske".
      Vi vil nu gå over til at analysere dette væsens fundamentale tankeklimaer og derigennem komme til erkendelse af, hvor det er "dyr", og hvor det er "menneske". Med tilegnelsen af denne erkendelse skulle det så blive lettere for læserne at tilegne sig evnen til at sammensætte deres tankeenergier i de kombinationer, der uundgåeligt resulterer i den fuldkomne væremåde eller den totale "kosmiske bevidstheds" skabelse i deres eget væsen.