Jordmennesket har naturens larmende kræfter og stille solskin fremtrædende i sit eget blod, i sit eget væsen, og dens logik begyndende i sin hjerne og bevidsthed
509. For at lære et jordmenneskes tankeklimaer at kende, må vi dykke ned i et sådant væsens bevidsthed eller sjæleliv.
Og vi bliver da vidne til, at det udgør en hel verden for sig,
som dog, i natur og rørelser, ikke er særligt afvigende fra den verden, vi kom fra udenfor.
Vi overværer således her billedligt set vældige storme, cykloner, jordskælv og solformørkelser.
Vi oplever tørke, regnskyl, oaser, ørkener, hungersnød, overflod, fråseri.
Vi oplever krig, lemlæstelse, lidelse og forfølgelse.
Og vi oplever solskin og sommervejr, fred og idyl osv.
Vi får at se, at det almene jordmenneskes væsen er en refleks af den ydre verden eller zone, det lever i.
Det har hele dens vilde energi, krig og dyriske natur såvel som dens begyndende humane tendenser i sit blod, i sine årer.
Det begynder at tilegne sig dens logik og visdom i sin hjerne, i sin tanke og handling.
En dag står det færdige menneske smukt, strålende og lysende med guddommelig glans ovenpå sit udbrændte dyriske væsens aske.