520. At "selviskheden" nu kolliderer med jordmenneskenes moralitet og ikke mere for disse væsener udgør den himmelske dyd, som den er for de rent dyriske og materielt, fysiske væsener, skyldes jo kun disse væseners mere eller mindre fremtrædende mættelse af de førnævnte, af "egoismen" båret, fysiske foreteelser. Med denne mættelse opstår jo netop længsler mod nye mål eller ting, der kan udløse en mættelse af kontrasten til de ting, væsenerne er mætte af. Følgelig kan disse nye ting, for at være tilfredsstillende, ikke være et resultat af egoisme, men må være et resultat af dens modsætning.
      I "dyreriget" er "selviskhed" således den største "dyd" og kan udtrykkes i mottoet: "Enhver er sig selv nærmest". I samme grad som man afviger fra at være i kontakt med dette motto, i samme grad afviger man fra at være "dyrisk" fuldkommen. Og i samme grad begynder de jordmenneskelige genvordigheder, sorger og bekymringer.
      Dyrene har ganske vist også store lidelser, men til disse knytter der sig ikke nogen form for større mentalt besvær eller bevidsthedsmæssig pine. De nævnte væseners lidelser strækker sig kun i meget ringe grad udenfor de rent kropslige lidelser, medens jordmenneskenes derimod ikke alene kan være store, rent kropsligt set, men hovedsageligt fremtræder som stor mental forstyrrelse.
      Fra "egoismen" eller "selviskheden" udspringer alle tankeklimaer i den dyriske og første jordmenneskelige bevidsthedssfære.