Væsenerne må nedbryde andre væseners materiekombinationer for at kunne opbygge deres egen fysiske beskyttelse. Skabelsen af midlet hertil
521. I denne sfære er alle tankearter derfor "selviske" eller "egoistiske". Dette vil igen sige, at de alle er baserede på at skabe ren ydre, fysisk beskyttelse for det pågældende "jeg". Væsenets "kosmiske kemi", hvilket vil sige, dets bevidsthedsliv eller tankeføring, bliver her identisk med opfyldelsen af begæret eller længslen efter de energier eller stoffer, hvis kombination netop kan blive en sådan beskyttelse. Da den "dyriske", "jordmenneskelige" bevidsthedssfære er kulminationszonen for "det dræbende princip", hvilket vil sige, at da "stofferne" eller materialet, væsenet skal bruge til opbygningen af sin beskyttelse, for en stor dels vedkommende, allerede er indgået i andre jegers eller væseners tiltrækning og beskyttende energikombinationer, må væsenet for at kunne opbygge sin egen beskyttelse, i tilsvarende udstrækning hente sine "stoffer" i disse andre væseners energikombinationer. Men da disse "stoffer" jo allerede er "bundne" af de andre væseners tiltrækningskraft, bliver væsenets opbyggelse af sin egen beskyttelse således et spørgsmål om nedbrydning af disse andre væseners tiltrækningskraft. Har det en større tiltrækningskraft, hvilket vil sige: et større begær, en større vilje eller en mere dybtgående længsel efter de pågældende energier, end det væsen eller "jeg" i hvis energikombination "stofferne" findes, ja, da vil det sagtens kunne hævde sig. Men hvis det ikke har en større tiltrækningskraft, da er det udsat for fare for, ikke alene ikke at kunne hævde sig, men også for, at dets egne allerede erhvervede "stoffer" bliver tiltrukket af andre væseners tiltrækningskraft, bliver begæret af disse og indgår i disse væseners energikombinationer, og hvorved det så selv må komme til at kapitulere. Men denne fare har forlængst i den "dyrisk-jordmenneskelige" zone bragt begæret efter at undgå den frem i væsenets bevidsthed eller tanker. Og det er disse tanker, der er det centrale i selve selvopholdelsesdriften. Det er dem, der er kernen i al "egoisme". Disse tanker skabes i stor udstrækning ved hjælp af spiralens anden og tredje grundenergi: "tyngdeenergien" og "følelsesenergien", der henholdsvis igen er det samme som det, vi kalder "ild" og "kulde". Disse to energiarter er hovedmaterialet for skabelsen af et middel, ved hvilket væsenet kan understøtte sin tiltrækning imod eller sit begær efter de energier eller "stoffer", der allerede er kombineret ind i næstens eller medvæsenernes materiesamlinger og undergivet dennes tiltrækningskraft. Dette middel er identisk med det, vi betegner med begrebet "eksplosion".