531. Men denne, af jeget og "urbegæret" bestående enhed, er endnu ikke noget "levende væsen".
Vi er her endnu kun ved analysen af dettes første princip: "X1".
Det er ikke nok, at der er et "noget", der kan udstråle tiltrækningskraft.
Et jeg og et ønske er ikke nogen "synliggørelse", hverken af jeget eller "ønsket" og rummer i sig selv ikke nogen som helst grad eller form for ønskets opfyldelse.
Denne del af "det levende væsens" analyse ligger endnu ganske udenfor al observation eller sansning og dermed udenfor alt, hvad vi kender som manifestation og oplevelse.
Jeget alene med dets "urbegær" har således endnu ingen som helst form for manifesteret bevidsthed eller oplevelse af andre væseners eksistens eller tilværelse.
Det er i sig selv endnu ganske uden tanke, uden erfaring, uden organfunktion.
Det befinder sig midt i en evig stilhed eller tavshed, i hvilket det eneste brydende netop er dets eget "urbegær", som det her, grundet på manglende organer eller sanser, ikke har nogen som helst evne til hverken at se, høre, fornemme eller på anden måde gøre sig begribelig.
Jeget har her således absolut ingen som helst viden om sin egen eksistens.
Ja, det kan end ikke engang gøre sig bevidst i selve "urbegæret".
Og her ville vi således få åbenbaret en evig dødens tilstand, en evig nat, en evig altomfattende stilhed eller livløshed, hvis ikke jeget igennem "urbegæret" var knyttet til den syvende grundenergi: moderenergien.
Denne energi har sæde i selve jeget, fortoner sig ind i dette, ligesom dette fortoner sig ud i den og således på en måde bliver ét med denne energi.