539. "Det treenige princip" er således afsløringen af livets største mystik. Det er løsningen på selve tilværelsens gåde. Og med forståelsen af denne løsning er al mystik ved det levende væsens sande identitet dermed fjernet. Når vi her i "Livets Bog" betegner dette princip som "X1", "X2" og "X3" eller som "noget nr. 1", "noget nr. 2" eller "noget nr. 3", skyldes det således ikke en ufuldkommen analyseringsevne, men derimod den omstændighed, at nævnte udtryk fuldt ud dækker dette livets absolutte fundament. Det er selve dettes absolutte fuldkomne analyse. Det har ikke nogen som helst anden form for analyse. Alt, hvad der kan siges udover de her i treenighedsanalysen fremsatte udtryk, vil umuligt kunne være udtryk for "treenighedens" analyse, idet det uundgåeligt kun kan være en analyse af en eller anden af nævnte "treenigheds" frembringelser. "Det treenige noget" er og bliver i al evighed således det absolut altdækkende udtryk for livets eller tilværelsens allerhøjeste analyse.
      Vi har allerede gentagne gange her i "Livets Bog" stiftet bekendtskab med nævnte "treenighed" eller hvert af dens principper og vil, i forbindelse med de herover fremstillede symboler, senere få en sidste afsluttende oversigt over nævnte guddommelige realitet. Her har vi jo været i berøring med "treenigheden" grundet på vor udredning af det dybeste udspring af det levende væsens bevidsthedsliv eller inderste kilde for dets tankevæld. Og vi kom her til "urbegæret". Dette ledede os fra "X1" ind i "X2" til "skæbneelementet". Her blev vi for første gang vidne til kontrastskabelse. Vi så for første gang "bevægelse" eller "energi" i vor forskning inde fra jeget og udefter imod materien. Denne "bevægelse" viste sig som identisk med en rytmisk udløsning af alt bevidsthedsliv, som vi allerede kender under begrebet "spiralerne". Vi blev vidne til en "mindsteudfoldelse" og en "størsteudfoldelse" og så for første gang begrænsningens mysterium. Vi så, at "det ubegrænsede" (noget nr. 1) skabte en modsætning til sig selv. Denne modsætning blev udgørende "det begrænsede" (noget nr. 3). Men da "det begrænsede" afslørede sig for os som identisk med "det ubegrænsede", blev dets identitet som "det begrænsede" synlig som illusorisk. Vi blev vidne til "begrænsede" størrelser, der i virkeligheden ikke var begrænsede, idet de rummede "uendeligheden". Vi så det mindste og største blive identisk, idet begge foreteelser afslørede "uendeligheden" eller "det ubegrænsede" som nærværende i deres område. Vi så, at farver, lys og konsistens såvel som enhver anden af de synlige eller sanselige foreteelser i det daglige liv var illusoriske begrænsninger, idet de alle ligeledes rummede "uendeligheden" i hver af deres naturer. Alt det synlige eller sanselige blev således åbenbaret for os som en illusorisk verden.