540. Men selv om alt, hvad der er synligt eller sanseligt, ikke er det, det ser ud til at være, men i sin dybeste analyse er identisk med "noget nr. 1", bliver der dog den kendsgerning tilbage, at "illusionerne" eksisterer. "Noget nr. 1" har evne til at frembringe eller skabe - ikke absolutte realiteter - men "illusioner".
      Hvorfor kan "det guddommelige nogets" skabelse således udelukkende kun være eller blive "illusioner"? - Ja, svaret er mere ligetil, end man måske straks er tilbøjelig til at mene. Den nævnte "skaber" har nemlig ikke noget som helst materiale at skabe af andet end - sig selv, sit eget væsen. Han måtte derfor, for at skabe absolutte realiteter, udslette sit eget absolutte væsen (noget nr. 1). Men da "noget" umuligt kan blive til "intet", lader det sig jo ikke gøre. Når "noget nr. 1" ikke desto mindre skaber "noget nr. 3", må det ene af de to "noget" være illusorisk. Da "noget nr. 1" i analysen må være forud for "noget nr. 3", er det dette "noget", der er virkeligt, og "noget nr. 3" der er uvirkeligt. Hvis ikke det var således, ville det være umuligt for "noget nr. 1" at blive herre over "noget nr. 3". Og uden dette herredømme ville dets eksistens som "levende væsen" være en umulighed. Hvis "noget nr. 3" var ligeså realistisk som "noget nr. 1", ville disse to realiteter danne en urokkelig ligevægt, der evigt ville være et dødpunkt, hvorpå en evig død og dermed et evigt "intet" ville herske der, hvor verdensaltet nu åbenbarer sig. Hvis "noget nr. 3" var hundrede procents jævnbyrdig med "noget nr. 1", ville kontrastprincippet og dermed sansning være en umulighed. Thi nævnte princip er netop i sit allerførste udspring identisk med den underlegenhed, der kendetegner "noget nr. 3". At "noget nr. 3" virkeligt er "noget nr. 1" underlegen bliver til kendsgerning igennem dets identitet som "bevægelse" og den heraf uundgåelige virkning, vi kalder "foranderlighed". Bevægelse vil i alle eksisterende former og tilstande være en årsagsvirkning og bliver derved uundgåeligt identisk med "et noget, der er et andet noget underlegent". Da dette andet "noget" kun kan være "noget nr. 1", bliver dette sidste "noget" således tingenes herre og ophav. Denne dets høje identitet hviler altså udelukkende på den omstændighed, at "noget nr. 3" er udgørende illusioner.
      Men da illusionerne eksisterer, udgør "noget nr. 3", der jo er illusionernes verden, således en art virkelighed, men ikke i form, skikkelse, volumen eller kort sagt ikke i noget, der er tilgængeligt for sanserne, idet et sådant "noget" kun kan eksistere som "en begrænset uendelighed" og dermed er afslørende begrænsningen som illusion. Den eneste absoluthed eller virkelighed, der kan tillægges illusionernes verden, vil altså ikke kunne udtrykkes i nogen som helst form for sansede detaljer. Og den kosmiske analyse af nævnte verden bliver derfor urokkeligt denne, at den udgør "et noget som er". Men da denne analyse netop lige akkurat er identisk med analysen af "noget nr. 1", ser vi således her som kendsgerning "noget nr. 1" og "noget nr. 3" være identiske. De udgør altså en enhed med to analyser. Men disse to analysers identitet som kendsgerning gør, som allerede nævnt, tilstedeværelsen af et "tredje noget" til kendsgerning, nemlig det "noget", der ligger til grund for, at "noget nr. 1" får analysen "noget nr. 3". Det bliver således en kendsgerning, at "noget nr. 1" oplever sig selv som "noget nr. 3". Denne hermed afslørede oplevelsesevne har vi allerede lært at kende som "skabeevnen" eller "X2".
      Men denne skabeevne kan ikke være en "skabt ting", thi da ville dens ophav (X1) have haft en, forud for denne skabeevnes tilblivelse, forudgående tilværelse, hvor det ingen skabeevne havde. Og når det ingen skabeevne havde, kunne det umuligt skabe en sådan evne. Denne evne bliver derfor her, ligeledes som kendsgerning, synlig som en evig realitet. Men når den er en evig realitet, har den jo ingen begyndelse eller afslutning og er dermed en åbenbaring af uendeligheden eller det ubegrænsede. Dens synlighed som "skabeevne" er således en illusion. Men denne illusions eksistens er absolut virkelighed. Denne virkelighed vil derfor retmæssigt, kosmisk set, ikke kunne have nogen som helst anden analyse end netop: "et noget som er", hvilket igen vil sige akkurat den samme analyse som den, "noget nr. 1" fremtræder med. Og vi har hermed påny fået stadfæstet, at det eneste absolutte, der eksisterer, er "noget nr. 1" eller "det guddommelige noget". De to andre former for "noget" fremtræder ganske vist som udgørende "skabeevnen" og "det skabte", men det er netop disse to former for fremtræden, der er illusoriske, idet deres identitet som samtidigt udgørende "noget nr. 1" ikke kan udslettes. De udgør i deres højeste eller sidste og dermed eneste absolutte analyse "et noget som er", og de tre "noget" bliver derved urokkeligt udgørende denne ene og i sin højeste analyse navnløse realitet. Udtrykket "et noget som er" dækker således verdensaltets absolut allerhøjeste eller første analyse. Det er den kosmiske forskers første realistiske eller absolutte facit. Det dækker hans egen identitets højeste analyse ligesåvel som verdensaltets. Og med den rette oplevelse af dette og den heraf følgende fuldkomne forståelse af denne livets første analyse er grundvolden for hans egen udødelighedsoplevelse skabt og synet af hans egen absolut evige eksistens begyndt at bane sig vej frem til hans vågne dagsbevidsthed.
      Ethvert eksisterende levende væsen såvel som enhver eksisterende ting udgør således i sin allerhøjeste analyse et navnløst "noget som er". Og i ingen analyse ses det mere klart eller bliver mere stadfæstet dette, at Guddommen er nærværende i alt og alle, end her. Og det gamle ord: "I ham leve, røres og ere vi" får her sin urokkelige bekræftelse.