542. Det store spørgsmål bliver så dette: Hvorledes kan "noget nr. 1" fremtræde i "synlig" skikkelse som faste, flydende og luftformige stofmasser og derigennem fremtræde som elementer, væsener og ting, skabe sorger, glæder, pinsler og velvære, forbandelser og velsignelser, umådelig kundskab og viden samtidig med overordentligt fremtrædende primitivitet, strålende oplevelsessfærer og sfærer fulde af sygdom, nød og elendighed etc.? -
      Ja, her er det, at svaret må blive, at det kan det kun i kraft af, at de nævnte detaljer kun er illusioner. De udtrykker kun forhold til andre illusioner. Det er dette forhold, vi kalder "relativitet". "Relativitet" er således det samme som en tings forhold til en anden ting og den heraf følgende reaktion på sansesættet eller oplevelsesevnen. Når vi ser horisonten blåne i det fjerne, så er dette syn "relativt". Kommer vi ud i det område, der i øjeblikket eventuelt ser ud som "blånende", da vil vi se, at området fra vort nye stade som regel slet ikke er mere blåt end det område, vi forlod, ja, det er måske endog helt beklædt med grønt græs, gule kornmarker eller brunt lyng eller andre ting med farver, der helt afviger fra blåt. Det "blånende" mangler ganske. Det "blånende", vi iagttog fra vort første stade, er således kun horisontens farveanalyse set fra vort første stade eller synspunkt. Da vi forlod dette synspunkt og nærmede os den derfra fremtrædende fjernhorisont forsvandt "det blånende" mere og mere for tilsidst helt at blive usynligt. Grunden til denne, "det blånendes" forsvinden, skyldes kun den omstændighed, at fjernhorisonten ses igennem et tykkere luftlag end nærhorisonten. Da luftens "blå" farve er så svag, at den kun bliver synlig, når vi ser igennem et kilometertykt luftlag, forstår man, hvorfor den tager af, alt eftersom man nærmer sig fjernhorisonten. Idet vi nærmer os denne, kilometer efter kilometer, vil afstanden i luftoceanet imellem vore øjne og horisontens detaljer ligeledes blive disse kilometer kortere, hvilket igen vil sige, at luftlaget imellem vore øjne og de nævnte detaljer bliver disse kilometer tyndere, hvorved de samme detaljer uigenkaldeligt må blive tilsvarende klarere eller lettere tilgængelige for synlighed. At dette må give sig udslag i, at den "blå" farve forsvinder, er naturligvis en selvfølge, idet fjernhorisontens "blå" farve kun skyldtes dette, at horisonten blev set igennem et så tykt område af luftoceanet, at dettes blå farve blev altdominerende, og vort syn af fjernhorisonten blev det samme som at se den igennem "blå briller".
      At fjernhorisonten er "blånende" er således en illusion. Den er, som vi har set, i realiteten slet ikke "blånende", men kan have helt andre farver, når man ser den på nært hold. Den "blånende" horisont er således et "relativt" syn. Det "blånende" har ikke noget med fjernhorisontens detaljer at gøre. Det er derimod kun udgørende en reaktion i vor egen oplevelse eller sansning af nævnte horisont. Det er et mellemværende imellem observatøren og hans observationsbetingelser og kan aldrig i noget tilfælde være en analyse af selve objektet. Men dette gælder ikke alene fjernhorisontens blå farve, det gælder også alle dens øvrige detaljer eller forøvrigt alt, hvad vi, med undtagelse af kosmiske oplevelser, i den daglige tilværelse sanser. De oplevelser eller analyser, vi der kommer til, vil akkurat på samme måde som horisontens "blå" farve være et mellemværende imellem os selv og vore oplevelsesbetingelser. Alle fysiske analyser, vi kommer til, er kun udtryk for disse oplevelsesbetingelser. Disse betingelser vil på en eller anden måde være "farvede briller", vi ser igennem. Den analyse, vi giver tingen, er i virkeligheden ikke tingens sande analyse, men kun "farven" på de "briller" (sansebetingelser), vi har til rådighed.
      At det forholder sig således, bekræfter sig indtil urokkelig kendsgerning igennem mange ganske almindelige ting. Står vi ved en bred og lige vej, ser vi denne vej blive smallere og smallere for tilsidst ude i fjernhorisonten at ende i en spids. At dette billede ikke er den sande analyse af vejen, der normalt er ligeså bred i fjernhorisonten som i nærhorisonten, ved vel alle og enhver. Den er altså noget andet end det, den ser ud til at være. Dens horisontale formindskelse er ren og skær illusion. Den har ikke noget med virkeligheden at gøre. Vort "syn" af vejen er således ikke vejens virkelige analyse, men vejen set igennem vore "farvede briller", hvilket vil sige fysiske sansebetingelser. Den horisontale formindskelse er således på en måde en tilsløring af vejens sande fysiske analyse. Men ligesom vejen tilsyneladende bliver smallere i det fjerne, bliver alle detaljer i fjernhorisonten fremtrædende i en hel anden målestok end den oprindelige. Huse, gårde, træer, mennesker og dyr bliver "mikroskopiske" i forhold til detaljerne i nærhorisonten. Og hvis man fjerner sig fra nærhorisonten, får også dens detaljer mere og mere udseende af at være mikroskopiske, alt eftersom den bliver til fjernhorisont. Alle detaljer i den fysiske sansehorisont fremtræder således, som vi her har set, både i farver og i en målestok, der ikke er tingenes virkelige analyse, men derimod kun udgør en forholdsanalyse til detaljerne i nærhorisonten. Tingenes farve og størrelse i vor fysiske sansehorisont er i virkeligheden kun et spørgsmål om afstand, hvilket igen vil sige det løbende rum fra beskuerens stade til objektet. Dette rum bliver bestemmende for detaljernes reaktion på vort sansesæt, medens beskuerens stade bliver den afgørende målestok for oplevelsens fysiske analyse. Nævnte stade bliver centrum i horisontområdet. Og enhver form for fysisk oplevelse bliver således i virkeligheden kun en oplevelse af tingenes forhold til dette centrum eller vort stade. I forhold til dette bliver al oplevelse beregnet og analyseret. Dette gælder også vor oplevelse af alt, hvad der kommer ind under begrebet "bevægelse". Da alle hastigheder er udregnet i forhold til dette vort centrum, bliver dette at udtrykke som vort fysiske "faste punkt". Men da dette "faste punkt" blandt andet udgøres af jordkloden, og denne bevæger sig med en kolossal hastighed frem i rummet, bliver vor oplevelse af det "faste punkt" ligeledes illusorisk. Vort "faste punkt" er kun udgørende en bevægelses forhold til en anden bevægelse. Hvad nytter det, at vi med flyvemaskine bevæger os med 200 kilometers fart i timen imod vest, når jordkloden med en fart, der er endnu langt hurtigere, bevæger sig imod øst. Vi rejser da slet ikke imod vest, men bliver i virkeligheden med stærk fart ført imod øst. Da jorden udgør et brudstykke af endnu større systemer, der hver især fører jorden frem i så mange forskellige retninger, at alle verdenshjørner er repræsenterede, vil vor bevægelse med flyvemaskinen være en hundrede procents illusion. De mange bevægelsesretninger, vi blev ført i, ophævede ganske hverandre. Vi kom, kosmisk set, ikke en eneste millimeter frem i rummet.