551. Mange vil måske synes, at analysen "et noget som er" er en primitiv eller fattig analyse, der umuligt kan dække virkeligheden. De havde tænkt sig her at skulle møde noget kolossalt indviklet, noget hidtil ukendt ophøjet, noget kongeligt eller majestætisk. For her måtte man da blive stedet ansigt til ansigt med Guddommen. Men lad mig skynde mig at gøre disse læsere opmærksom på, at disse ting ganske rigtigt eksisterer, men kun i den nederste ende af analyserækken. De udgør jo kulminationen af de af Guddommen "frembragte" ting. De udgør Guddommens åbenbaring, manifestation eller skabelse, og vor analyse udtrykte jo netop de "ikke skabte" realiteter. Man må derfor søge blandt Guddommens frembringelser, hvis det er Guddommens overdådighed i majestæt og vælde, man ønsker at blive stedet for. Da denne overdådighed er et produkt af Guddommens skabeevne, vil den, i livsmysteriets analyserække, naturligvis ikke være at finde hinsides eller over skabeevnen, men under denne.
      Da vi netop, med nærværende analyser, befinder os i livsanalyserækkens allerøverste del og således er hinsides eller over skabeevnen, er det klart, at her måtte analyserækkens detaljer blive enklere og enklere, indtil der kun var én eneste detalje tilbage, nemlig det "noget", som ikke kan udslettes og derfor evigt vil fremtræde som altets "årsagsløse årsag", det eneste eksisterende absolutte "noget som er" eller verdensaltets absolut eneste "faste punkt". De, der længes efter synet af Guddommens storhed og vælde, må jeg derfor henvise til den del af livsanalyserækken, der udtrykker formernes verden eller "X3", hvilket igen vil sige, analyserækkens nederste del. Her kulminerer Guddommen i sin skabelse og åbenbaring. Det er her, Guddommen i overdådig detaljering taler til verdenerne, de levende væsener og det enkelte individ. Det er her, han åbenbarer sin evige væsensnatur som kærlighed og dermed gør livets højeste facit, "alt er såre godt", til kendsgerning.