Livets Bog, bind 2
"Urbegæret" er et resultat af sit ophavs forudgående oplevelse eller skæbne. Da denne skæbne igen kun har kunnet blive til i kraft af forudgående "urbegær" og således fremdeles, får vi her en bekræftelse på væsenets evige tilværelse
556. Det første udløsende moment for oplevelse eller skabelse er således "urbegæret". Dette begær udgør som før nævnt et evigt begær til liv og oplevelse. Det er det fundamentale bindeled mellem jeget og manifestationerne. Det fortoner sig ind i "noget nr. 1" og udgør det første, der herfra er at udtrykke som "noget nr. 2" og åbenbarer videre sin kraft som det bærende element igennem alle detaljer i "noget nr. 3". Det er som før nævnt alle bevidsthedstendensers eller tankeklimaers og dermed selve livets moder.
      I "urbegæret" er væsenet ikke direkte bevidst, idet det i sig selv er en permanent konsekvens af de i væsenet førende automatfunktioner. Det udgør således i sig selv en virkning af sit ophavs forudgående oplevelser, manifestation og skæbne. Havde dets ophav: jeget ikke haft en sådan forudgående oplevelsestilstand, ville "urbegæret" umuligt kunne udløses. Havde det engang været stilhed, hvad skulle så have sat det i gang eller bevægelse? - Noget, der står stille, kan kun sættes i gang ved hjælp af kraft eller energi. Men kraft eller energi findes ikke udenfor "noget nr. 2" og "noget nr. 3", med hvilke den netop er identisk. "Urbegæret" holdes altså i funktion nedenfra, hvilket vil sige, at alle oplevelser og tilstande i et væsens nuværende daglige liv bliver årsag til nævnte begærs kommende fremtræden eller tilstedeværelse i det samme væsens bevidsthed. Det levende væsens nuværende "urbegær" er således en direkte følge af væsenets forudgående tilværelse eller skæbne. Men da denne forudgående skæbne umuligt kan være blevet til uden ved et forud eksisterende "urbegær", og dette igen er en virkning af en forudgående tilværelse og således fremdeles, møder vi her i "urbegærets" analysering en urokkelig bekræftelse på det levende væsens evige tilværelse. "Urbegæret" afføder "skæbne", og "skæbne" afføder "urbegær", og dette er livets evige analyse. Al manifestation af liv ligger således i den del af "det treenige princip", der udgøres af "X2" og "X3". Disse to "X'er" er "X1's" liv og bevidsthed, hvilket igen vil sige, at de udgør en evig egenskab ved nævnte "X1".