570. Da nogle af de her fremførte grundfacitter af livsmysteriet på visse punkter kolliderer med den i dag fremtrædende autoritative kirkelige opfattelse af livsmysteriet, vil det være gavnligt, inden vi går videre i vor forskning af livsmysteriets grundfacitter, at dvæle lidt ved disse kollisioner for derigennem at skaffe os et orienterende overblik.
      Idet det levende væsen, som før nævnt, er sin egen skæbnes ophav bliver tilværelsen hundrede procents retfærdig, hvilket vil sige, at den bliver en åbenbaring af kulminationen af "kærlighed", altså et facit, der ville være absolut umuligt i en hvilken som helst anden analyserække af livsmysteriet end den her fremførte. Hvis de levende væsener ikke var evige væsener, men havde en virkelig "begyndelse" igennem undfangelsen og den fysiske fødsel, således som den kirkelige opfattelse går ud på, var de jo at udtrykke som "skabte" og dermed udgørende "timelige" foreteelser, hvad den kirkelige autoritet jo også fremfører. Men hvis de er "timelige" foreteelser, kan de aldrig nogen sinde blive andet. De vil i al evig fremtid repræsentere tidsrummet fra deres fysiske fødsel og frem efter. De vil repræsentere alder, være så og så gamle. Om et "evigt liv", som den, den førnævnte autoritet bebuder de "frelste", kan der således ikke være tale, thi "evige" væsener med "alder" kan kun være udtryk for en analyse, der viser sit ophavs abnorme brug af tænkeevnen.
      Men rent bortset herfra måtte man jo også i en sådan situation, hvor man opfatter de levende væsener som "skabte" foreteelser, blive nødsaget til at acceptere opfattelsen: "Noget kan blive til af intet". At denne analyse også er udtryk for abnormt brug af tænkeevnen, behøves der ikke ret megen begavelse for at se. Hvis de levende væsener var "skabte" foreteelser, og deres talenter, begavelse og fremtræden var et produkt af "arvelighed", hvor er så retfærdigheden, og dermed kærligheden, i verden henne? - Hvor kan det være retfærdigt, at et væsen har medfødt et svageligt helbred, en primitiv begavelse, må gå rundt som en "lazaron" eller "tigger", når der er andre væsener, der fødes med strålende sundhed, arver overdådige økonomiske forhold, lever højt på strå, bliver æret og anset? - Hvorfor fødes nogle væsener som pygmæer og buskmænd og andre væsener som tilhørende høje kultursamfund? - Hvorfor skal nogle væsener være dyr, føres til slagterbænk eller være offer for jægeres mordlyst, og andre væsener fødes til at være slagtere og jægere? - Kan det være udtryk for eller bevise kulminerende kærlighed, at der ikke findes anden årsag til en skæbne fuld af sorger og lidelser, og til en skæbne fuld af salighed og velvære, end netop denne ene ting: "arvelighed"? - Hvad eller hvem står bag ved "uddelingen" af disse højst forskellige former for "arvelighed"? Ja, igennem vor børnelærdom eller den kristne autoritative opfattelse har vi jo lært, at der står en "almægtig" og "alvidende" Guddom. Men en så kulminerende modsætning til kærlighed som den, den her anførte "arvelighedsuddeling" udgør, gør jo ikke den "kristne Guddom" flatterende. Hvis denne Guddom var "alvidende" og "almægtig", da måtte han være en "syndig" Gud, der selv overtræder alle de kærlighedsbud, som den kirkelige opfattelse forlanger, at menneskene skal søge at overholde. At tildele de forskellige af ham "skabte" levende væsener en så kolossal uensartet start i deres "begyndelse" af livet, og så alligevel forlange det samme slutfacit af hvert enkelt væsen ved dets fysiske livs ophør, kan aldrig nogen sinde blive udtryk for kærlighed. Der fordres, at man skal bede og angre sine "synder". Men kan det være rigtigt, at det "skabte" individ skal bede og angre sit eget væsen? - Det har jo, i henhold til den kirkelige opfattelse ikke skabt sig selv, men er et produkt af Guddommens skabeevne. Guddommen har altså skabt "syndere". Men når Guddommen er "alvidende", måtte denne i forvejen dog vide besked hermed. Og da han samtidig er "almægtig", kan det ikke være en mangel eller ufuldkommenhed i hans skabeevne. Den samme Guddom kan derfor kun bevidst og med fuldt overlæg have skabt "synderne". Men med fuldt overlæg at skabe væsener, om hvem han i forvejen ved, at de vil ende i "et evigt helvede", hvor der er "gråd og tænders gnidsel", afslører en bevidsthedstendens, der kun kan komme ind under begrebet "perversitet" eller kulminationen af abnormitet eller modsætningen til al logik og dermed til kærligheden. Mon ikke det var her, at angeren var på sin plads? - Det kan da ikke være "det skabte", men "skaberen", der må angre "det skabtes" ufuldkommenhed.
      At en livsopfattelse med en så uhyrlig og fra kærlighedsloven afvigende konsekvens ikke har kunnet afskaffe nød, krig og lemlæstelse i verden, og at de ganske få, der har kunnet og har turdet tænke tanken til bunds, har forstået dens forfærdelige vildspor, og i fortvivlelse har måttet skrige deres sjæls inderste protest imod dette dæmoniske falsum ud i de kendte ord: "Herrens veje er uransagelige", bliver her selvfølgeligt og letforståeligt. At man har søgt at bøde på ovennævnte uheldige konsekvens ved at opfatte Verdensgenløserens lidelseshistorie som en "straf" for "alverdens synder" kan ikke være til glæde for Guddommen, thi dennes mentalitet bliver herigennem påny stadfæstet som "syg" eller "abnorm", samtidigt med at hans veje bliver endnu mere gådefulde for sandhedssøgeren. En Guddom, der giver de virkelige "syndere" "syndsforladelse" på betingelse af, at han får lov til at lemlæste og pine et "uskyldigt" eller "syndefrit" væsen i deres sted, åbenbarer ingen retfærdighed, endsige kærlighed. Her kan der jo kun være tale om, at "straffen" for enhver pris må eksekveres. Om den rammer den skyldige eller uskyldige er for Guddommen ganske underordnet. Kun "straffens" eksekvering over et væsen er Guddommens mål og tilfredsstillelse. At se "gråd og tænders gnidsel" må således være denne guddoms største nydelse, siden han så konsekvent forlanger dens manifestation, skønt han har givet de "skyldige" fri. Den himmelske retfærdighed bliver her synlig som den jordiske langt underlegen, thi i denne sidstnævnte er der ingen, der kan få lov til at påtage sig så og så mange års tugthus eller den eller den straf for et andet væsen. Den jordiske retfærdighed er kun interesseret i, at straffen rammer den skyldige. Den ville jo også gøre sin egen eksistens ganske overflødig, i det øjeblik den netop gik over til at være som den her beskrevne himmelske.
      Men en livsopfattelse, hvis yderste konsekvenser gør den himmelske retfærdighed den jordiske underlegen, kan naturligvis ikke blive ved med at føre menneskene mod større idealer. Når den højeste moral står under det, der allerede praktiseres som jordisk retsvæsen, kan den ikke mere have interesse. Og vi ser da også, at der bliver flere og flere tomme pladser i dens kirker eller templer, samtidigt med at dens her beskrevne gudebillede ikke i særlig grad kan være animerende for væsenerne til at "vende den højre kind til, når de bliver slået på den venstre." En guddom, der selv "straffer" og "hævner", og af hvem man kan købe eller tinge om "syndernes forladelse" ved at lade et andet væsen overtage lidelserne for ens egne udskejelser, er så meget imod al logik og dermed imod livets kærlighedslove, at troen på denne må forkastes af enhver, der virkeligt vil opleve livsmysteriets sande eller absolutte afsløring. Nævnte tro er jo et "slør", der i jordmenneskets mentalitet tildækker alle de kærlighedslove eller den altoverstrålende intellektualitet eller logiske skabelse, som vi utilsløret ser i selve livet eller naturen, i væsenerne og materien udenfor det jordmenneskelige magtområde. Hvis dette "slør" ikke drages til side, således som her er gjort, vil livet eller tilværelsen blive ved med at være et "mysterium". Og forskeren vil aldrig komme til den virkelige sandheds erkendelse. Men når det er draget til side, da vil han se en ny stor kendsgerning komme til syne, der som en naturlig fortsættelse til de her foran allerede nævnte elleve grundfacitter, vil gøre livsmysteriets sidste foreteelser til åbenlys virkelighed, nemlig: afsløringen af den retfærdighed eller kærlighedskulmination hvormed verdensaltet i al evighed åbenbares, og i hvilken "vi alle leve, røres og ere".
      Når væsenernes livsopfattelse, således som foran påvist, er blevet afsporet, er kommet bort fra al logik eller virkelighed, skyldes det kun den omstændighed, at man på et eller andet tidspunkt er kommet helt bort fra viden om reinkarnation eller genfødsel. Og i troen på, at det levende væsen begynder sit liv ved fødslen, har man søgt at få en formildende omstændighed eller et forsvar for de kalamiteter, der herved opstod, åbenbaret i form af syndsforladelsesteorien og mottoet "Guds veje er uransagelige" og har dermed, ganske afvigende fra Verdensgenløserens egen opfattelse, ment at kunne "frelse" verden. Hvor stort et gode, den pågældende teori så end kan have været i den virkeligheds fjerne livsopfattelse, så har den dog ikke kunnet skabe en helt tilfredsstillende tryghed. Dette konstateres let i den uvilje imod, og frygt for dens udsættelse for logisk ransagning eller forskning, som dens tilhængere ofte nærer. Ja, de ligefrem betragter en sådan ransagning som syndig og opfordrer med suggererende kraft væsenerne til udelukkende kun at "tro" på den overleverede livsopfattelse og truer endog med "forbandelse", "straf", "helvede" eller "evig fortabelse" over dem, der ikke accepterer troen.
      Men en livsopfattelse, der ikke kan tåle efterforskning eller udsættelse for logisk ransagning og derfor blindt skal tros, kan ikke bære en verdenskultur, i hvilken mægtige skoler, universiteter og læreanstalter mere og mere udgør fundamentet for skabelse af mentalitet end kirker og templer. Dette skal ikke være en kritik af kirkerne og templerne, der jo er højst guddommelige og har haft en stor mission i væsenernes følelsesudvikling. Men nu er den jordiske menneskehed ved at glide ind i et udviklingsstadium, hvor den ikke mere kan føres ved følelsesmæssig påvirkning, ceremonier og gamle traditioner. Nu er det intellektualitetens eller forstandens klare lys, der skal have indpas i hvert enkelt individ. Det skal med sin hjerne og forstand, i naturens egne foreteelser, opleve livets logik, hvilket vil sige: den højeste visdom og kærlighed. Det er den, der som et intellektuelt sollys må komme til at stråle ud fra alle fremtidens undervisningspaladser og gøre krig, myrderi og lemlæstelse til overtro, dårskab og primitivitet, og de evige fakta til videnskabelige facitter. En livsoplevelse, der skal gøre sig gældende, førende og bærende i en sådan kultur, kan ikke være en tillært, overleveret dogmeverden, der ikke må undersøges eller ransages. Den må være selve den ny kulturs virkelige sjæl, den må være livet selv, den må være så stor en sandhed, at selve kulminationen af intellektualitet ikke på nogen som helst måde kan aflive den som et falsum, men derimod bliver nødsaget til at stadfæste den som en i kontakt med evigheden fremtrædende urokkelig kendsgerning, der er "ét med vejen, sandheden og livet".