Hvis livsmysteriets grundfacit nr. 10 ikke eksisterede
584. At det levende væsen er "udødeligt" kan kun stadfæste livsmysteriets tiende grundfacit som et urokkeligt plus. Hvis det levende væsen var "dødeligt", måtte det være identisk med en "skabt ting", thi kun "skabte ting" kan være "dødelige", hvilket vil sige "timelige" eller "forgængelige". "Noget", der ikke er skabt, men alligevel er til, kan aldrig nogen sinde være "blevet til", ligesom det i al evighed "aldrig kan ophøre med at være til". Det er ganske udenfor skabelsens love. At benægte et sådant "nogets" eksistens er det samme som at benægte det eneste "noget" i tilværelsen, der kan betegnes som "skaberen". Det er det samme som at fremhæve, at de "skabte ting" har skabt sig selv. Det er at gøre huset til bygmesterens skaber. Og vi er således her allerede inde på abnormitetens område. For at være på normalitetens faste grundlag må vi derfor erkende et sådant eksisterende "noget" som det skabtes herre og ophav. Det er den realitet, der ser ud igennem vore øjne, hører med vore øren, taler med vor tunge og tænker igennem vor hjerne, og hvis eksistens vi yderligere bekræfter i form af det ene lille ord: "jeg", hver eneste gang, vi udtrykker noget om os selv. Vi siger: "Jeg løb", "jeg sov", "jeg var syg", "jeg var glad", "jeg var rask", "jeg var sund" osv. Vi kan derfor ikke frakende os dets eksistens uden at måtte sætte et "intet" i stedet. Vi må da sige: "Intet løb", "intet sov", "intet var sygt", "intet var glad" osv. og bliver da i disharmoni med de virkelige fakta, idet det jo er en kendsgerning, at vi eksisterer og således ikke kan være et "intet", men er nødsaget til at må udgøre et "noget". Hvad vi så end gør, kan vi aldrig i noget tilfælde eksistere som ophav til denne handling eller manifestation uden at være identisk med dette "noget". At fremhæve, at dette "noget" blot var vor fysiske organisme, er ingen løsning på problemet, idet denne udelukkende kun består af "skabte" realiteter. Og da disse kun kan eksistere i kraft af en "skabeevne", og denne igen aldrig i noget tilfælde kan konstateres som en selvstændighed, men altid må være identisk med en egenskab ved et eksisterende "noget", må vi sætte dette "noget" ind i det levende væsen som identisk med dets centrum, dets virkelige "selv" eller "jeg" eller den realitet, der overlever, former og skaber de, ved samme væsen forekommende, timelige foreteelser, organismer og øvrige manifestationer. At frakende det levende væsen udødelighed er det samme som at frakende de skabte eller frembragte ting en "levende skaber" eller et ophav. Men en sådan erkendelse er jo det samme som en benægtelse af selve livets eksistens. En tilværelse uden "udødelighed" eller livsmysteriets tiende grundfacit kan således umuligt være identisk med livet, men må urokkeligt være det samme som et evigt "intet".
Tilbage til forsiden
Forrige