586. Nu vil man her muligvis indvende, at verdensaltets konstruktion netop udgøres af den førstnævnte, idet denne er udtryk for alt, hvad der er synligt af verdensaltet fra det almengældende jordmenneskelige synspunkt. Fra dette synspunkt forekommer de levende væsener at være meget langt fra at være "ligestillede". Her forekommer alle former for forrettigheder og tilsidesættelser og de heraf følgende former for "uretfærdighed" eller "martyrium".
      Men kan det være rigtigt, at verdensaltet ikke er konstrueret eller fremtrædende i den mest fuldkomne logiske plan? - Tror man ikke der er noget forkert ved dette jordmenneskelige syn? - Man vil i alle fald blive nødsaget til at erkende, at det kun rækker over et meget lille afsnit af verdensaltets virkelige konstruktionsplan, selv om man i "syndsforladelsesteorien" tror at have fundet helheden eller løsningen. Men vi har allerede i det foranstående set, at selv om den i form af et "sakramente" ganske vist har været en god hjælp eller kraft i befordringen af "den guddommelige suggestion" på et tidspunkt, hvor jordmenneskehedens mentalitet ikke kunne føres ved intelligens, men kun ved følelse, kan den ikke frikendes for at være en temmelig tyk tågeagtig hindring for det væsen, der er nået frem til i kraft af sin intelligens eller sine intellektuelle evner at ville have den virkelige absolutte sandhed eller løsning på livsmysteriet. Nævnte teori, der først er kommet ind i Bibelen på et senere tidspunkt end mange af de absolut bærende sandheder f.eks. "han skal betale hver efter deres gerninger", "stik dit sværd i skeden, thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd", "det et menneske sår, skal det høste", samt flere andre, er efterhånden blevet så tyk en tåge, at den helt skjuler grundlaget for disse vigtige livsfacitters berettigelse eller identitet som sandhed. "Syndsforladelsesteorien" baseret på lidelseshistorien, der giver menneskene "evig salighed", ganske uanset hvad de har bedrevet eller foretaget sig i form af "synd", lidelse og forfølgelse imod sig selv og medvæsenerne, når blot de "angrer deres synd", gør opfyldelsen eller overholdelsen af disse livslove overflødig. Der består således en konflikt imellem nævnte teori og livslovenes identitet som sandhed. I denne konflikt står syndsforladelsesteorien baseret på lidelseshistorien overordentlig svagt. Alene dens fordring om, at man skal "angre" sin synd, er jo en fordring om at yde noget, der slet ikke står under ens vilje. At "angre" er ikke en intelligens- eller viljesakt, men en "følelsesakt". At "angre" er ikke noget, der sker, fordi man vil det. Det kommer ligeså godt, når man ikke vil det. Det er en udløsning af en konflikt imellem vore sjælelige kræfter og finder sted ganske uafhængigt af vor vilje.
      Det eneste, der kan udløse "angeren", er oplevelsen af en erfaring for, at man har begået uret imod noget eller nogen. Kan man ikke få denne erfaring eller oplevelse, vil fremkaldelse af "anger" være en absolut umulighed. Men selve syndsforladelsesteorien er jo ikke baseret på at give oplysninger og udtrykker dette i begrebet "Herrens veje er uransagelige". Derimod forjætter den "evig fortabelse" over dem, der ikke "angrer" eller "fortryder" deres "synd", inden de dør. Dermed fordrer den opfyldelsen af en akt, der ikke er viljekontrolleret. Den gør "vejen til himlen" eller "saligheden" betinget af noget, individet ligeså lidt er herre over, som det i dag er herre over dets øjnes medfødte brune eller blå farve, og stadfæster dermed sin egen uholdbarhed eller undergang, samtidigt med at den tilslører eller dækker over den del af verdensaltets konstruktionsplan, der gør de førnævnte evige sandheder urokkelige, nemlig, den overordentligt fremtrædende store realitet i naturen, vi kalder: "kredsløbet".