Makrovæsenets gave til mikrovæsenerne. Makrovæsenet og mikrovæsenerne kommer til at "høste det, de sår"
600. Men da hele tilværelsen er baseret på, at "det, man sår, kommer man til at høste", kan de små væsener ikke "så" gaver i makrovæsenets bevidsthed uden at "høste" gaver igen. Uden makroindividets bevidsthed kunne den samlede organisme, der jo betyder "jord og himmel" for mikroindividerne, ikke eksistere. Og de små væsener ville således, uden deres samarbejde med et makrovæsen, være ganske hjemløse i den fysiske del af verdensaltet. I kraft af makrovæsenets midlertidige indstilling til de faste, flydende, luft- og stråleformige materier opretholdes lige akkurat opfyldelsen af de betingelser, hvorpå mikroindividernes adgang til det fysiske plan er baseret. Makrovæsenets gave til mikroindividerne bliver således intet mindre end deres "univers", deres "himmel og jord", i hvilken de bliver skænket den adgang til det fysiske plan, de selv er med til at give makroindividet. Da makrovæsenerne også samtidig er mikrovæsener overfor de væsener, i hvis organismer de befinder sig, gentager den samme vekselvirkning sig opad imellem makroindividet og dettes makroindivid og således fortsættende. Og konklusionen bliver, at det levende væsen "sår" "himmel og jord" nedad i mikrokosmos og "høster" "himmel og jord" i makrokosmos, medens det "sår" organmaterie (yder makroindividet assistance) i makrokosmos og "høster" organmaterie (modtager mikroindividernes assistance) i mikrokosmos.
Kan noget være mere retfærdigt eller kærligt? -
Tilbage til forsiden
Forrige