Martinus: Livets Bog, bind 2, stk. 602

602. Som vi her har set, repræsenterer det levende væsens fysiske organisme to sæt "stråleformig" materie, nemlig: mikrovæsenernes og makrovæsenets. Og dette er grunden til, at den "organiske" eller "animalske" materie ikke pludselig bliver til mineralmaterie ved den såkaldte "død", men at "liget" en vis tid stadigt udgør "animalsk" materie. "Døden" skyldes jo kun dette, at makrovæsenet afbryder sin forbindelse med mikrovæsenernes "stråleformige" materie ved at gøre sin "stråleformige" materie fri af denne. Men derved mister den jo forbindelsen med mikrovæsenernes "dagsbevidsthedsoplevelser", mister deres assistance, kan ikke mere orientere sig i eller beherske sin fysiske organisme, der jo er mikroindividernes fysiske livsrum. Den "død", der herved opstår, kan naturligvis kun gælde det pågældende væsens fysiske organisme og ikke væsenet selv, der jo stadigt kan jonglere med sin "stråleformige" materie, ligesom det naturligvis heller ikke betyder mikrovæsenernes død. "Døden" kan kun gælde deres fysiske "univers". De små væsener har jo stadigt deres jongleringsevne i "stråleformigt" materie i behold. Og da de er mikroskopiske i forhold til makrovæsenet, bliver deres tidsoplevelse også tilsvarende mikroskopisk i forhold til nævnte væsens, hvilket vil sige, at ligesom deres organisme kan være millioner af gange mindre end makrovæsenets, således bliver deres organismes levetid også millioner af gange kortere end førstnævntes. Dette vil altså betyde, at de små væsener kan opleve tilsvarende millioner af genfødsler i et sådant tidsrum, hvor makroindividet kun oplever én genfødsel. Vi vil derfor kunne forstå, at den tid, det tager for makrovæsenet at trække sin "stråleformige" materie ud af sin organisme ved "dødsprocessen", spænder så at sige over "århundreder" for mikroindividerne i samme organisme, selv om det for makrovæsenet kun tager minutter. Samtidigt medgår der andre "århundreder" for ikke at sige "årtusinder" i mikrovæsenernes tidsoplevelse, inden organismen på normal måde er opløst. I disse "århundreder" eller "årtusinder" kan de små væsener ikke alene nå at få udlevet deres, under nævnte "dødsproces" forekommende, fysiske organisme og således få en normal fysisk levetid, men kan endog genfødes og få udlevet endnu flere fysiske liv inden den pågældende døende makroorganisme eller deres "univers" er gået under eller er blevet ude af stand til at give livsrum for de små væsener. Disse kan derfor stadig, takket være deres mikroskopiske tidsoplevelsesform, i disse "årtusinder" fortsætte deres reinkarnation uanfægtet af makroorganismens "død" eller undergang.
Efterhånden som nævnte organisme opløses i sine indre dele, ophører naturligvis også de betingelser, som kræves, for at de pågældende mikroindivider i vedkommende organisme kan opnå den for dem passende fysiske tilværelse. Og de drages ikke mere mod nævnte organisme eller "univers", men får deres "stråleformige" materie tilknyttet et andet makrojegs "stråleformige" materie, begynder at fødes i en anden makroorganisme, begynder at opleve et nyt "univers" eller en ny stor "bolig i Faderens hus".
Men sålænge de små væsener endnu kan inkarnere i den "døende" makroorganisme og opleve "dagsbevidsthed" i denne, sålænge vil der stadigt forekomme "animalsk" materie i denne, selv om makrovæsenets bevidsthed ikke mere er fuldt nærværende i samme. Dog må det her bemærkes, at nogen støtte får mikrovæsenerne fra makrovæsenet. Selv om det ganske rigtigt har trukket sin bevidsthed bort fra organismen, er det dog knyttet til denne med sin "vanebevidsthed", der jo også er "stråleformig" materie. Igennem denne materie vil der endnu kunne eksistere en for de små væsener fordelagtig forbindelse med det pågældende makrojeg. Men da alt efter "døden" er baseret på at opløse denne "vanebevidsthed" kan organismen ikke reddes, men må tilsidst uundgåeligt gå sin opløsning i møde. Og i samme grad som denne opløsning skrider frem, ophører også dens betingelser for at kunne give livsrum for væsener med fysisk "dagsbevidsthed". Der vil derfor i denne inkarnere mere og mere primitive fysiske væsener, hvilket vil sige væsener med mindre og mindre fysisk dagsbevidsthed. Derved bliver der mindre og mindre "stråleformig" materie i liget eller organismen. Og tilsidst vil således al betingelse for inkarnation af væsener med "fysisk dagsbevidsthed" være en umulighed. Og dermed er organismen nu blottet for "stråleformig" materie, er blevet til en mineralsfære, er udgørende en verden i sten. Men en sådan verden må også bukke under for det guddommelige skabevælde. Og det før så strålende levende univers er ikke mere. Men de guddommelige kærlighedslove har ført dets liv ind i andre baner, andre sfærer, andre zoner, hvor det stadigt, med sin guddommelige stråleglans, skal lyse og funkle ud over al evighed.

Forrige

Næste